Indvier tre nye undervandsstier
Fyns Dykkercenter og VisitMiddelfart inviterer til Dykningens Dag den 30. maj
Årets nyhed ved Dykningens Dag i Middelfart er tre nye dykkerstier. På dagen står Middelfart og Fyns Dykkercenter klar med et arrangement for såvel nybegyndere som erfarne dykkere og deres familier. Klokken 10 indvier borgmester Steen Dahlstrøm de tre nye stier, der leder dykkere på undervandstur langs afmærkede ruter.
Undervandsstierne er forsynet med vandtætte infoskilte på dansk og engelsk, som fortæller, hvad snorkel- og flaskedykkere kan opleve undervejs. Hvem ved for eksempel, at sønelliken jager med ”bue og pil”, og at tangsprællen har antifryse-proteiner i blodet? Og hvem forestiller sig, at ålekvabben føder op til 300 levende unger, og at sjældne fisk som buskhoved, sortvels og hårhvarre gemmer sig i huler på revet?
Åbner for ny verden
En af hovedmændene bag informationer og udvikling af stier er havbiolog Søren Larsen.
“Der er så meget at se under vandet, men ofte skal dykkere gøres opmærksom på, hvad de skal kigge efter. Dyrene er fantastisk gode til at camouflere sig. Det er de simpelthen nødt til, for ellers bliver de ædt af de tusindvis af sæler og marsvin, der lever i Lillebælt. Infoskiltene skal åbne dykkernes øjne for den verden af dyreliv, som umiddelbart er svær at få øje på. For eksempel er tangålen lang, tynd og står lodret og ligner ålegræs - og ulken gemmer sig bag sten og ligner en sådan,” fortæller Søren Larsen.
Alle tre stier er cirka 50 meter lange og tilgængelige året rundt. For nybegyndere er snorkelstien ved Kongebro Havn en oplagt mulighed. Stien ved stenrevet ved Dykkerklubben Marsvinet er velegnet til flaskedyk for begyndere, mens den tredje, stenrevet ved Søbadet har flere udfordringer og er målrettet erfarne flaskedykkere.
Søren Larsen fremhæver tilgængeligheden som det mest unikke ved stierne.
“I Danmark er det kun i Lillebælt, at dykkere kan hoppe direkte i vandet fra strandkanten og opleve stenrev med et varieret dyreliv og samtidig få information undervands. Strømmen gør, at stierne ikke sander og mudrer til, så de er rimeligt langtidsholdbare. Jeg er sikker på, at stier og rev vil trække endnu flere dykkere til Lillebælt. Et område, som i forvejen har ry for at være et af Nordeuropas bedste dykkersteder,” fastslår Søren Larsen.
Program lørdag den 30. maj, Søbadet ved Middelfart:
Klokken 10.00 - Velkommen.
Klokken 10.30 - Prøvedyk for alle efter først til mølle princippet.
Klokken 11.00 - Filmforevisning.
Klokken 11.30 - Præsentation af den perfekte båd til dykkerture v/Fyns Dykkercenter.
Klokken 12.00 - Salg af hjemmelavet burgere og sodavand.
Klokken 12.30 - Guidet dykkertur med divemaster fra Fyns Dykkercenter.
Dagen forventes afsluttet cirka klokken 14.