Fortsæt til indhold

Ingen fik lov at smide sine ting ud, før Jens havde set dem

Denne sommer er det 30 år siden, at landsbymuseet i Hjortsvang åbnede dørene op for allerførste gang

Samfund
Arkiv

Det er som at blive kastet 200 år tilbage i tiden og frem igen på ganske få minutter. En lokal tidsmaskine, kan man sagtens kalde Hjortsvang Museum, landsbymusseet på Vroldgård i den lille landsby, der ligger fire kilometer nord for Tørring.
I år er det 30 år siden, at museet for første gang lod folk komme ind at kigge på alverdens genstande, der har præget området de seneste århundreder.
“Der er 200 år gamle ting, men vi har også eksemplarer af de allerførste computere og mobiltelefoner,” fortæller Benno Kristensen, der er museumsleder på Hjortsvang Museum.

Glad for brugt og nyt

Selvom museet fejrer 30 års jubilæum i år, så går dets historie noget længere tilbage.
Det var nemlig Jens Markussen, der i år 1900 blev født på Vroldgård og boede der frem til sin død, der startede med at samle gamle ting ind blandt landsbyens borgere.
“Han kunne ikke rigtig smide ting væk. Han gemte de gamle ting og nød at fortælle om det, når der kom gæster,” fortæller museumslederen.
Jens Markussen åbnede endda et lille museum i et hus i byen, hvor han opbevarede alle sine gamle ting og viste det ved aftale frem til byens folk.
”Som jeg har forstået det, så var der ikke nogen i Hjortsvang, der fik lov til at smide sine ting ud, inden Jens Markussen havde fået lov at se dem,” tilføjer Charlotte Snebæk Poulsen, der sidder i museets bestyrelse.
Men selvom Jens Marksussen samlede på gamle ting, så var han også glad for ny teknologi.
“Han fik fjernsyn allerede i 1954 og traktor i 1951, så han var også glad for nye ting,” lyder det fra museumslederen.
Jens Markussen døde i 1964, og i stedet overtog hans bror, Anders Markussen, Vroldgård.
Han havde samme interesse som sin bror og fortsatte dermed med at samle ting og sager ind til gården.
I 1983 fik han den idé at skænke gården til kommunen med henblik på at starte et museum. I 1985 åbnede museet for første gang dørene op, og lige siden har det sommer efter sommer været muligt at komme forbi gården i Hjortsvang og se de mange gamle og nye ting, som lokale har leveret.

Genstande fra flere forskellige årtier er samlet på Hjortsvang Museum, hvor alt fra de første computere til 200 år gamle landbrugsredskaber står udstillet.