Fortsæt til indhold

Skimmelsager eksploderer i Fredericia

Flere klager over svampe i hjemmet. Enkelte boliger erklæres sundhedsskadelige

Samfund
Peter Friis Autzen

Antallet af sager, hvor lejere klager over skimmelsvampe i deres bolig, er fordoblet i Fredericia.
I mange år behandlede Fredericia Kommune omkring 12-13 af den slags sager om året. Men sidste år skete der pludselig en fordobling. Og tendensen ser ud til at fortsætte i år, hvor der allerede er behandlet 13 sager, oplyser byggesagsbehandler Dorte Falk.
Sidste år blev tre boliger i Fredericia erklæret sundhedsskadelige og ubeboelige. I sådanne sager kondemneres boligen:
Ejeren pålægges at rømme boligen, indtil den igen er beboelig. Det kan være en bekostelig affære i såvel genhusning og renovering eller nedrivning.
En del af sagerne ved Fredericia Kommune ser ud til at opstå, når en lejer og en udlejer bliver uenige om lejemålets stand i forbindelse med fraflytning.

Sjusk og alvor

Formand for By- & Teknikudvalget, Jean Brahe (K), har set flere af den type sager. Også gennem sit arbejde som arkitekt.
“Da der blev byfornyet i 80'erne, skete det ofte for så få penge, at det var noget værre bras. Og dét har medført problemer med fugt og skimmel,” siger han.
Men den slags kan ikke forklare hele sags-eksplosionen.
“Jeg tror også, at flere er blevet opmærksom på faren ved skimmelsvamp. I gamle dage tørrede man det bare væk med en våd klud. Men nu om stunder ved folk, at svampene er sundhedsfarlige og skal bekæmpes. Den stigende opmærksomhed er årsag til en del af stigningen. Men jeg kan ikke vide, om der også reelt er flere problemer med skimmel end tidliere,” siger Jean Brahe.
Dorte Falk tilføjer, at manglende bygningsvedligehold ovenpå finanskrisen også er en del af forklaringen.
Aktuelt har Fredericia Kommune netop gennemført en af de sjældne kondemneringer.
Det drejede sig om en lejlighed i ejendommen Jyllandsgade 41, på hjørnet Prinsessegade/Jyllandsgade.
Her viste målinger både fugt og svampe. Prøverne påviste flere svampetyper, herunder en gruppe “særligt biologisk aktive” svampe. Både beboelse og ophold i lejligheden vurderedes at være sundhedsskadeligt.
Det er årets første kondemnering i Fredericia.

Udvalgsformand Jean Brahe (K), By- og Teknikudvalget.