Fortsæt til indhold

Efterskole tager ansvar

Rinkenæs Efterskole tilbyder et særligt tilbud til unge med diagnosen ADHD/ADD

Samfund
Af Betina Skjønnemand

Rinkenæs Efterskole gør nu klar til at tilbyde et skræddersyet efterskoleophold for unge med ADHD.
“Vi har jo allerede den type elever, så vi har gået og arbejdet lidt med, hvordan vi kunne gøre det mere attraktivt for dem,” forklarer afdelingsleder Morten Buchard fra Rinkenæs Efterskole om baggrunden for tiltaget.
Rinkenæs Efterskole tilbyder efter sommerferien plads til 16 elever med diagnosen, og de tilbydes blandt andet undervisning på små hold i dansk og matematik. I de øvrige fag undervises de sammen med skolens øvrige elever.
“I de centrale fag, vil vi kunne tilbyde undervisning, hvor der er én lærer for hver fire elever, og i de øvrige fag, hvor de får undervisning sammen med de øvrige elever, bliver der tilknyttet en ekstra lærer,” lyder det videre fra Morten Buchard.

Elever med ADHD tilbydes efter sommerferien pladser på Rinkenæs Efterskole. (Fotos: Rinkenæs Efterskole).

Kræver diagnose

For at kunne få en af disse særlige pladser på efterskolen kræver det en såkaldt PPR-rapport på eleven, Men det er let at gå til, forsikrer Morten Buchard.
“En del af eleverne vil allerede være en del af systemet fra folkeskolen, men ellers hjælper vi gerne”.
Rinkenæs Efterskole er en lille skole, hvor der i år er 50 elever. Hvis efterskolen lykkes med sin satsning fra næste år, vil det betyde lidt flere elever, og en udvidelse af lærerstaben på omkring 50 procent.
“Det vil betyde meget for skolen, og tanken er, at hvis vi skal tilbyde noget til disse elever, så skal vi gøre det ordentligt. Så derfor vil det betyde markant flere lærerkræfter på skolen. Men vi har for længe siden besluttet, at vi ikke skal være en kæmpestor efterskole, så vi forventer, at vi næste år kan tilbyde mellem 55 og 65 pladser. Og så er det jo vigtigt at understrege, at Rinkenæs Efterskole fortsat vil fungere som en helt almindelig efterskole - blot med bedre mulighed for at rumme elever med for eksempel ADHD,” slutter Morten Buchard.

..tanken er, at hvis vi skal tilbyde noget til disse elever, så skal vi gøre det ordentligt
Morten Buchard, afdelingsleder Rinkenæs Efterskole


Rinkenæs Efterskole er en efterskole for alment begavede 8., 9. og 10. klasses elever. Fra næste skoleår tilbydes 16 pladser til elever med ADHD / ADD.
Skolen tilbyder linjefag indenfor Golf, Innovation & Håndværk, Kunst & Design samt Musik