Klasse bliver nedlagt på Risskov Skole
Forældregruppe på Risskov Skole taber kamp om at bevare fire klasser på en årgang. Det giver en millionbesparelse
Det var et brev med en noget nedslående besked, som en gruppe forældre med børn på Risskov Skole modtog forleden.
Brevet var fra skolens ledelse, der kunne konstatere, at en klassesammenlægning på 0. klassetrin bliver en realitet, da der kun er 79 elever, hvilket er for få til at bevare de nuværende fire klasser. Elevtallet skulle være på 84 for at undgå en sammenlægning. Forældregruppen fra Risskov Skole kæmpede i godt og vel en måned for at deres børn kunne beholde deres klassekammerater. De har været rundt i hele skolens nærområde for at hænge sedler op, hvor de efterlyste elever, som kunne have lyst til at gå i 1. klasse på Risskov Skole fra næste skoleår. Og på et tidspunkt manglede der blot to elever for at klasserne kunne bevares.
Baggrunden for klassenedlæggelsen er, at skolens ledelse har vurderet, at det er nødvendigt med en høj klassekvotient for at holde styr på økonomien, så Risskov Skole kan vedligeholde og udvikle sig både med det pædagogiske arbejde med børnenes læring og trivsel og skolens materialer og fysiske rammer. Risskov Skole sparer flere millioner kroner ved at lægge klasserne sammen.
“Vores beregninger siger, at vi sparer cirka 650.000 kroner årligt ved at sammenlægge klasserne. Og det kan man så gange med det antal år, børnene skal gå her, altså ni. Det er hovedsageligt personalemæssige besparelser, vi får gennem sammenlægningen. Jeg har stor respekt for den forældreindsats, der er ydet for at bevare de fire klasser, men det flyttede desværre ikke noget. Jeg kan godt forstå, at forældrene hellere ville have fire klasser med tyve elever i hver, men det kan vores budget altså ikke holde til,” fastslår skoleleder på Risskov Skole, Anne Littauer.
En af initiativtagerne til forældregruppen, Nikolaj Evaldsen, er ærgerlig over, at kampen om at få nok elever ind på skolen er tabt:
“Jeg synes, og har hele tiden syntes, at det er forkert at prioritere udstyr og rum over læring. Og jeg tror ikke, at det kan undgås, at det kommer til at gå ud over læringen, når der kommer flere elever ind i hver klasse. Jeg er godt klar over, at det er en prioriteringssag, men jeg synes, det er bekymrende og er ikke sikker på, at ledelsens beregningerne holder, for det vanskeligt at se, hvor og om, der er behov for hjælpelærere til elever med specielle behov,” siger han.
Skal starte i nye klasser nu
De tre nye klasser er allerede dannet og skal i gang inden sommerferien. Risskov Skole har forsøgt at danne de nye klasser efter en ønskeliste, forældrene har udfyldt.
“Det er fint, at vi har kunnet komme med ønsker om, hvem vores børn kommer i klasse med fremover, men det er et mega stort puslespil, som skal gå op, og der er altid nogle, der vil være utilfredse,” siger Evaldsen, som har hørt om forældre, der har trukket deres børn ud, da der var udsigt til klassesammenlægninger.
“Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg kan godt forstå de forældre, der har overvejet eller har trukket deres børn ud af skolen.”
En anden fra forældregruppen, Henrik Zilstorff, synes det har været en fin proces. Trods alt:
Godt samarbejde
“Vi har haft et godt samarbejde med ledelsen, som jeg synes, vi er kommet tættere på. Der har været en åben kommunikation, og beslutningen er blevet truffet på et godt grundlag. Vi nåede ikke det, vi sigtede efter, men vi har forsøgt og vist vores børn, hvordan et demokrati fungerer. Vi har forsøgt at ændre en beslutning og pleje vores interesser, men man kan ikke vinde hver gang. Og det er også sundt og lærerigt i at se for vores børn,” siger han.
De tre klasser har første skoledag i denne uge, men det er ikke af sparehensyn, at de allerede begynder i de nye klasser inden sommerferien. Ifølge Anne Littauer er der en række pædagogiske fordele ved at gøre det.
“Det handler om, at børnene skal være trygge i deres nye klasser allerede før sommerferien. Det har været et kæmpe stort puslespil at få dannet de nye klasser ud fra forældrenes ønsker, og vi har gjort det så godt, som vi kunne,” siger Anne Littauer, der blev ansat som leder på skolen fjorten dage før sommerferien i 2014.