En god krimisag fra Nivå
Helga Berg fra Nivå vil puste til både nakkehår og samfundsdebat med sin nye kriminalroman ’Indhentet af døden’
I 30 år har Helga Berg fra Nivå suget til sig af samfundet omkring sig og givet den nyt liv med sine egne ord. Det er blevet til i alt seks romaner og en novellesamling – med krimien 'Indhentet af døden' som det seneste skud på stammen. Kriminalromanen, der udkom i midten af maj, udspiller sig omkring en mordgåde, men tager samtidig fat på debatten om, hvorvidt man kan indtage lykke i pilleform.
Som pensioneret bibliotekar fra Hovedbiblioteket i København har Helga Berg haft sin arbejdsgang midt i et 'bøgernes mekka', og også privat er bøgerne blevet dyrket meget – men som alenemor til tre samt en efternøler har tiden til at skrive været knap. Det kompenserer Helga for nu; hun tilstræber at skrive hver formiddag, og mens hun stadig venter spændt på at se, hvilke biblioteker, der vælger at bestille hendes nye roman hjem til krimihylderne, er hun allerede i gang med næste værk.
”Som bibliotekar har jeg jo kunnet se, hvordan bogmarkedet har ændret sig, og det er ikke let at trænge igennem i dag. Men romanen har da fået nogle gode anmeldelser med på vejen, så jeg håber virkelig, at den finder vej til bibliotekerne – måske også her i Nivå,” siger Helga Berg.