Fortsæt til indhold

Wammen ser Aarhus som sit hjem

Lokalavisen Aarhus har fået lov til at følge forsvarsminister Nicolai Wammen (S) på valgdagen torsdag 18. juni

Samfund
Camilla Olesen

“Man kan tage manden ud af byen, men ikke byen ud af manden.”
Sådan lød det fra forsvarsminister og den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S), da valget blev udskrevet i sidste uge.
Da statsministeren havde trykket på valgknappen, skulle han lige til et ministermøde, hvor de alle ønskede hinanden en god valgkamp, og så gik turen ellers mod Aarhus, som han stadig betegner som sit hjem. Han bor dog i København sammen med sin kæreste, men for Nicolai vil Aarhus altid være forbundet med hjem.
“Jeg kommer til at have base i Aarhus under valgkampen. Jeg kommer blandt andet til at crashe på sofaer hos familie og venner, og måske finder jeg en mere permanent løsning,” fortalte Wammen, da han var på vej i ministerbilen til Aarhus.

En masse folk omkring

Både før og under hele valgkampen har Nicolai en masse mennesker, der hjælper ham. For et par måneder siden samlede han alle de frivillige, og dengang var der omkring 100 mennesker.
“Jeg har ikke noget præcist tal, for der kommer nye til hele tiden, og der er plads til flere. De er min rygrad i valgkampen - uden dem ville jeg ikke kunne føre valgkamp,” fortalte Nicolai Wammen.
Han har brugt lang tid på at planlægge frem mod den dag, hvor Thorning ville trykke på knappen.
“Jeg skal ude at møde folk i Aarhus og Østjylland. Aarhusianerne kommer til at møde en Nicolai i højeste gear. Jeg skal ud i alle kroge af Aarhus, og jeg glæder mig til at møde vælgerne i øjenhøjde,” sagde Wammen, der som socialdemokrat naturligvis håber, at Helle Thorning-Schmidt (S) genvinder tronen som landets statsminister.
“Danmark har brug for at holde kursen, og derfor håber jeg, at der er opbakning til det, så vi kan fortsætte vores arbejde.”

Til debat på Lokalavisen

Mandag 15. juni har han sagt ja til at mødes med Venstres Jakob Ellemann-Jensen til et debatmøde på Lokalavisen - et møde som han ser frem til.
“Det bliver et af valgkampens højdepunkter. Her får jeg lov til at møde Ellemann og Lokalavisens læsere, og det glæder jeg mig rigtig meget til,” sagde Wammen med et smil og fortsatte:
“Det er en god mulighed for at få talt med folk, og for at vælgerne kan stille de spørgsmål, der optager dem.”