Fortsæt til indhold

Stolthed og gæstfrihed i kontrasternes land

Elever fra Søndervangskolen mødtes i Rumænien med elever fra fem andre lande. Det gav noget at tænke over.

Samfund
Erling Baastrup

Det blev til seks dage i Rumænien for fire elever fra ottende klassetrin og to lærere fra Søndervangskolen i Hammel.

”Vi har i vores skole en profil, der indebærer mange kontakter til resten af verden,” fortæller lærer Per Clausen, der sammen med kollegaen Henning Rasmussen var med i Rumænien.
Besøget var det sidste i et projekt, der har forløbet over to år i Comenius-regi. Der har været udvekslingsbesøg i alle de deltagende lande, som er Tyrkiet, Grækenland, England, Rumænien og Danmark.

Kristoffer har fået en større kulturforståelse ved at være med i Rumænien.

Køkken på altanen

Eleverne havde hver sin vært, som de på elektronisk vis havde været i kontakt med før besøget. Det betød, at man blev overladt til sig selv. Værtseleverne kunne engelsk. Det kunne forældrene ikke.

”Min familie boede i en lille lejlighed, hvor køkkenet var altanen med tag over. Alligevel stuvede de sig sammen, så jeg fik dobbeltsengen,” fortæller Sofie Hoffmann, der konstaterer, at selv om de ikke havde mange penge at slå om sig med, så led de ingen nød og virkede glade. Og gæstfriheden skortede det bestemt ikke på.

Emma Bjerregaard fik i sin familie et værelse, mens de fem fra familien deltes om det andet.
Kristoffer Enevoldsen boede i noget der nærmest var en villa. ”De havde dyr i forbindelse med huset. Ikke at de var landmænd. De skulle bare være selvforsynende. De lavede naturligvis også deres egne oste,” fortæller Kristoffer.

Pigerne har lavet en facebook-gruppe for at holde kontakten.

Gode karakterer vigtige

De besøgende elever var på besøg på skolen, der var nyrenoveret og en af de fineste i Rumænien. Med elektronisk udstyr, men i begrænsede mængder.

Disciplinen og arbejdet med at få lært noget i skolen var noget, der gjorde indtryk på danskerne: ”Min vært, Diana, forklarede, at hvis man ikke var blandt de bedste, kom man ikke videre på de bedste gymnasier og universiteter,” siger Emma.

I øvrigt var kollegerne fra de andre lande ikke så ulig danskerne. Forskellen var tyrkerne, der mest betragtede sig som turister og tog selfies af alt.

Dette toårige projekt er slut, men mon ikke Søndervangskolen pynter på nye kontakter til udlandet.

Kontrasterne land

For gæsterne fra Hammel er der enighed om, at Rumænien er kontrasterne land. Ikke kun landskabet, men også at der er både flotte huse og andre lavet med tagplader. Slående forskel på rig og fattig. Men alligevel er der to begreber, som danskerne er helt enige om: Rumænerne er både gæstfri og stolte.

Måske er det lidt det sidste, der spiller ind, når de på tværs af generationer synger i kor, spiller masser af musik og danser folkedans.

Hvad er det vigtigste, I har fået med hjem?

Kristoffer: ”Kulturforståelse. Vi kan godt lære noget. Om ydmyghed.”
Sofie: ”Den spændende kultur og menneskene.”
Emma: ”Jeg har fået en ven dernede.” Og så snakker vi ikke mere om det!