Verden erobres fra Stenlille
DBI Plastics Group er med sin stærke forankring i det Vestsjællandske lokalmiljø et godt eksempel på, hvad kvalificeret arbejdskraft betyder for konkurrencekraften på den globale markedsplads.
Vækst En to-cifret millioninvestering i innovation og udvikling sparker virksomheden i Stenlille effektivt i stilling til fremtidens globale erobringer.
Årets resultat viser en samlet vækst på 87 %.
Leger med de store i hele verden
Når for eksempel en Mercedes, VW eller Fiat ruller ud fra fabrikken og ind på de danske landeveje, har DBI spillet en vigtig rolle i arbejdet med at få bilerne på gaden.
Virksomheden er den skjulte leverandør af beskyttelseskomponenter til nogle af verdens største bilproducenter, der i stadig større grad efterspørger de strategiske løsninger, som er blevet DBIs varemærke.
Ved at erstatte det traditionelle kunde/leverandør forhold med samarbejdende partnerskaber, udnyttes den viden, der findes på begge sider af bordet.
Samtidig har DBI skabt et arbejdsmiljø med flad struktur, hvor der er plads til kreativitet og nytænkning. Mange løsninger udvikles i dag i et tæt parløb mellem ingeniører og faguddannede medarbejdere på tværs af afdelinger og landegrænser.
Det store forspring
Når teknologien yder de strategiske løsninger fuld retfærdighed, løftes virksomhedens samlede præstationsniveau. Det er de målbare effekter efter endnu et år med ambitiøse investeringer i både teknologi og mennesker.
- På den globale markedsplads betragtes DBI som en mindre industrivirksomhed, men vi vinder mange sejre derude, blandt andet fordi vi i kraft af vores høje faglige niveau kan udnytte de teknologiske og kreative muligheder optimalt, siger adm. direktør Hans Hellstrøm Henningsen.
– Vi er målrettet gået efter nicheproduktion og er trods vores størrelse blevet en stor global spiller. Vores kultur og lederstil i Danmark, hvor medarbejderne på alle niveauer kan – og tør – stille spørgsmål, gør det muligt at udfordre teknologiens potentiale.
Medarbejdere i Danmark bliver belønnet for engagement og for at tage ansvar. Dette gælder også hos DBI. Vi har et stærkt arbejdsfællesskab, hvor vi dyrker både mod og nysgerrighed. Det kommer der intelligente løsninger ud af, supplerer Hans Hellstrøm Henningsen.
Stærk tro på fremtiden
Ambitionsniveauet er højt, og der investeres hvert år i både lærlinge, faguddannede medarbejdere og ingeniører. Antallet af medarbejdere steg i 2014 med 6 %, og at DBI er et godt sted at starte, er Lærlingeprisen 2014 et godt eksempel på.
DBI er en lokal forankret virksomhed, men udsigten til faglig og personlig udvikling i og uden for landets grænser er med til at gøre DBI til en eftertragtet arbejdsplads. I USA ligger hovedsædet i Michigan, hvor aktiviteterne nu også omfatter Mexico.
I Asien er aktiviteterne styret fra Shanghai, og på det europæiske marked har DBI distributionscentre i både Tyskland, Frankrig og Polen.
Resultat fremgang: 87 %
DBI har netop afleveret regnskabet for 2014, som blev et investeringsår med oprustning inden for både teknologi og mennesker.
Investering i udvikling og innovation udgør omkring 10 - 12% af omsætningen, og i 2014 blev der investeret for 24 millioner i blandt andet produktionsanlæg og teknologi. At den kontinuerlige investering betaler sig, viser regnskabet for 2014 med al tydelighed.
Selvom omsætningen er steget moderat med 7% er EBITDA steget med 47% til 22,8 mio kr., resultatet før skat med 87% til 14,2 mio kr. og egenkapitalen er styrket med 16% til knap 70 mio. kr. Samlet set et regnskab som viser positiv udvikling og fremgang med et voksende fodfæste på de internationale markeder.
sl