Fortsæt til indhold

Kram og musik i Gjerrild

Programmet for Gjerrild Kram Rock Jazz 26. til 28. juni er ved at være på plads

Samfund
Anette Bonde

Programmet for Gjerrild Kram Rock Jazz er ved at være komplet. Seneste melding fra Gjerrild lyder:
“Så er fredag aften reddet for de unge.”
Glamrock orkestret TTA (Trykspark Til Ansigt), spiller fredag 26. juni om aftenen.
“Det er jo en festlig dag, sommerferien starter og det er efterhånden blevet tradition at en stor del af årets studenter lægger vejen forbi festpladsen og bidrager til feststemningen. Derfor har vi sikret os TTA, der har lovet at der bliver knald på teltet”, fortæller Peder Møller, Gjerrild/Bønnerup IF.
Der er også andre unge, der kan få chancen fredag aften.
“Har man et ungdomsband og kunne tænke sig at prøve på scene med lydanlæg, lydmand m.v. så kontakt os via vores hjemmeside www.gjerrildfestival.dk eller send en sms til 2149-1332, så finder vi ud af noget.”

Gamle kendinge

Musikprogrammet byder også på et lyt til Backseat med Ivan Pedersen på sang. Det er lørdag klokken 19 i teltet. Bandet har været på banen i 20 år. Det er både blevet til Grammynomineringer og turneer i ind- og udland. Backseat 2015 består af Ivan Pedersen, vocal, Søren Jacobsen, guitarer, Helge Solberg, bas & vokal, Henrik Askou, trommer og Martin Jønsson, tangentspiller & vokal.
Efter Backseat går Roger & Over på scenen og spiller til teltbal. Bandet har gennem mange år spillet ved et utal af byfester, firmafester og privatfester samt på en lang række festivaler og spillesteder over hele landet. Deres eget hit, Volvo B 18 210 (også kaldet Volvosangen), er blevet synonym med bandet, der af flere omgange har optrådt på landsdækkende TV.
Der venter mere end 50 timers levende musik fra de to scener, fortæller Peder Møller.
På plakaten er også Esben Just Trio, Jens Falck med band, Nalle & His Crazy Ivans og nogle, der ikke er booket endnu. Djurslands Spillemændene slutter traditionen tro festivallen af på scenen i teltet.

Trykspark til Ansigt (TTA) har lovet at der bliver knald på i teltet fredag aften.