Et nyt liv begyndte i Kokkedals ‘pløjemark’
Op til Fredensborg Kommunes bymøde i Kokkedal den 30. maj møder Uge-Nyt Tom og Irene, der flyttede til byen, før den for alvor blev en by
Som tretten identiske knopper af civilisation skød de op af jordmarkerne, de nyopførte parcelhuse i Kokkedal, da Irene og Tom Olesen flyttede ind. Huset ventede dem, knasende nyt og klar til brug. Alt andet skulle bygges op fra bunden. Om hjørnet stod der køer og gumlede græs. Det grønne skulle man derimod se langt efter i Tom og Irenes have. Det var en ren pløjemark af jord og sten.
”Vi knoklede dagen lang med at fjerne sten og lægge dræn – vi ville virkelig det her. En aften under maden faldt vores yngste søn i søvn med et stykke kylling i hånden. Så var vi kommet på landet,” fortæller Irene.
”Det var lige før, at vi hev i græsstråene for at få græsset til at gro hurtigere,” supplerer Tom.
Tom og Irene Olesen flyttede til Kokkedal i 1978. De havde boet i lejlighed i Charlottenlund, men ville gerne længere ud på landet, og i Kokkedal kom de tættere på den nærmeste familie. De kom også, viste det sig, til et sted, hvor vejen til nabofællesskaber var kort. Det første blev født, da familien Olesen investerede i hæk sammen med naboerne. Hurtigt fulgte nye ven- og fællesskaber, der bredte sig langt ud over ligusterhækkens rækkevidde.
”Jeg var taksator med hjemmekontor, og da det kom folk for ører, at jeg havde min egen skrivemaskine – det var jo stort – så mente de, at jeg skulle være med til at etablere en idrætsklub,” fortæller Tom.
Som sagt, så gjort. Kokkedal Idrætsklub (KIK), så dagens lys, og pulsen er stadig stærk i klubben, der på et tidspunkt talte helt op til 1.600 medlemmer.
Fællesskabet voksede
KIK's første klubhus var i det nuværende medborgerhus Egedal. Og også her skulle resultaterne om ikke pløjes, så skrubbes frem.
”Formandens kone og jeg var sammen om at gøre det rent fra kælder til kvist, og det gav jo et godt sammenhold fra starten af,” fortæller Irene.
Der blev lagt meget tid i idrætsklubben. Hele familien var aktive i både fodbold og badminton, og efterhånden forgrenede de voksnes sportsfællesskaber sig også til andre områder. En 'eksklusiv skare' af KIK-medlemmer fandt sammen i en lukket danseklub, og på herrernes initiativ blev der etableret en rejseklub, der efterhånden har lagt adskillige europæiske storbyer bag sig.
Men faciliteterne til det heles ophav, KIK, kom ikke af sig selv. Det krævede en vis lobby-indsats, fortæller Tom, og et lokalpolitisk engagement.
”I starten krøb KIK langs væggene på Rådhuset,” siger Tom med en snert både af ironi og en spids, men kærlig hentydning til Irene.
Hun kvitterer med et skævt blik, der både rummer anerkendelse og hovedrysten.
Når det politiske et engagement ifølge Tom nogle gange måtte udøves på tåspidser, skyldtes det, at Irene indtil for nylig var en af administrationens 'grand old women'.
Giver plads til nye kræfter
Efter 36 år som direktionssekretær i først Karlebo og siden den sammenlagte Fredensborg Kommune gik Irene den 27. april på pension. Nu venter der mere tid med de sysler, Tom har nydt at fylde tiden med, siden han selv gik på pension for fire år siden: Haven, der efterhånden har skiftet stil mange gange siden de første dræn blev lagt, campingferier og 'geo-catching, delehunden 'Plys' og ikke mindst børnebørnene.
Både KIK og lokalpolitik fylder mindre nu, end det før gjort.
”Vi har efterhånden været med til lidt af hvert, og vi følger stadig med. Men nu er det også tid til, at andre tager over og engagerer sig lokalt,” siger Tom.
Derfor er Tom og Irene glade for Fredensborg Kommunes initiativ til bymøderne, der er blevet afholdt i løbet af april – det sidste bliver i Kokkedal den 30. maj. Men det er vigtigt, at man fra kommunens side gør sig umage for både at lytte og handle, understreger Tom.
”Kommunen har for eksempel lanceret servicen "Rapport fra stedet" - jeg har prøvet at indsende en besked, og fik så et autosvar og ikke efterfølgende hørt mere, og der er heller ikke foretaget reparation af stedet, jeg indberettede. Det kan de gøre bedre,” siger han og fortsætter:
“Politikerne og administrationen skal passe på ikke at komme for langt fra borgerne. For det er i bund og grund en dejlig kommune, vi bor i. Og Kokkedal er en dejlig by.”
Dermed taler Tom ind en debat, der for nylig er blusset op igen: Om Kokkedal og utryghed. I den debat har han altid taget et tydeligt standpunkt, og det står han fast på: Familien har aldrig følt sig utryg i Kokkedal, og de har aldrig fortrudt, at de flyttede dertil – i hvert fald ikke efter, at det første græs tittede op fra pløjemarken.