Har de sociale medier nogen betydning?
Sociale medier og valgkamp hænger mere sammen end nogensinde før. Men flytter det stemmer?
De politiske partier og langt de fleste kandidater er i denne valgkamp aktive på de sociale medier.
Men spørgsmålet er, om det overhovedet har nogen betydning.
“Det er faktisk det store guld-spørgsmål, hvor meget det betyder. Men det er helt sikkert mere hypet, end det nogensinde har været før,” fortæller Forskningschef i Sociale Medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jakob Linaa Jensen.
Han mener at kunne identificere to nyskabelser i denne valgkamp i forhold valgene i 2007 og 2011.
“I denne valgkamp ser vi, at partierne målretter deres markedsføring på de sociale medier. Partierne og politikerne er meget bevidste om, hvem de forsøger at ramme med deres markedsføring. Derudover er det også tydeligt, at debatten på de sociale medier rent faktisk kan komme til at præge valgkampen denne gang. Det sker blandt andet fordi, de øvrige medier overvåger de sociale medier langt mere intensivt denne gang, og så at sige bærer debatten videre ud fra de sociale medier. Debatten flytter sig dermed hurtigere”, forklarer Jakob Linaa Jensen videre.
Gør det ordentligt
Han understreger, at det ikke er nok bare at oprette en profil. Man skal også være til stede og aktiv.
“Man skal gøre det ordentligt, ellers giver det bagslag. Man skal være autentisk, og nogle af de politikere, der gør det rigtig godt på de sociale medier, forstår dette. Lars Løkke Rasmussen er for eksempel meget bedre på de sociale medier end Helle Thorning-Schmidt, fordi han forstår at fremstå som et helt menneske. Han styrer tydeligt selv sin Facebook-profil og forstår at være nærværende. Helle Thorning derimod har svært ved at være spontan, og hendes profil styres af et kampagneapparat. Hun har det bedst, når det er iscenesat, og det skinner tydeligt igennem på de sociale medier”, slutter Jakob Linaa Jensen.