Fortsæt til indhold

Tidligere formand undsiger lokal kandidat

"Ærgerligt, at han blander sig," siger S-kredsformand, der bakker op om Pernille Schnoor

Samfund
Fred Jacobsen

"Jeg er meget skuffet. Det er ærgerligt, at han blander sig i valgkampen med sådan et angreb."
Det siger Benn Gandløse Vestergaard, der er kredsformand for Socialdemokraterne i Fredensborgkredsen, der dækker Fredensborg og Hørsholm, om et debatindlæg fra den tidligere formand for partiforeningen i Hørsholm, Klaus Ebbesen, i Ugebladet og andre nordsjællandske medier.
"Jeg vil opfordre til, at alle i Hørsholm og Fredensborg stemmer på Nick Hækkerup," skriver Klaus Ebbesen i læserbrevet - og bakker dermed ikke op om den lokale kandidat, Pernille Schnoor fra Hørsholm.
"Hun er mere lokalpolitiker. Det her er et folketingsvalg. Jeg tror ikke, at Pernille Schnoor har en fremtid som folketingspolitiker," uddyber Klaus Ebbesen over for Ugebladet.
Pernille Schnoor er selv formand for partiforeningen i Hørsholm, som er en del af Fredensborgkredsen, men stiller op i Helsingørkredsen.
Det gør hun, fordi kredsen har valgt ikke at stille med en egen kandidat. Det er både ifølge Pernille Schnoor og Benn Gandløse Vestergaard et bevidst valg.
"Vi mener, at vi øger Pernilles chance for at blive valgt ved ikke at stille med en egen kandidat. Og jeg skal understrege, at vi bakker Pernille 100 procent op herfra," siger kredsformanden.
Pernille Schnoor har ikke nogen kommentar til Klaus Ebbesens udtalelser.
"Det er jo et frit valg, hvem man vil stemme på. Det er helt op til ham selv," siger hun og påpeger, at Klaus Ebbesen ikke kan udtale sig på vegne af partiet, men som privatperson. Desuden henviser hun til, at Klaus Ebbesen kun var konstitueret som formand i en kort periode.
Klaus Ebbesen henviser i indlægget til, at det er første gang, Fredensborgkredsen ikke stiller med sin egen kandidat, og at det derfor er vigtigt, at folk skal vælge, hvem de vil stemme på.