Knud rykker ud
DF-byrådsmedlemmet Knud Mathiesen stiller op til det kommende folketingsvalg og var hurtig ude og hænge valgplakater op
Den 62-årige lokalpolitiker Knud Matiesen, der er bosiddende i Brabrand, var en af første til at få sine valgplakater op. De kom op på Hasle Ringvej og Vejlby Ringvej i gavlene på støjmurene onsdag formiddag, efter statsministeren havde udskrevet valget klokken 11.
”De hænger skide godt her og er i øjenhøjde. Jeg havde udset mig stederne i kommunalvalgkampen og vidste godt, jeg skulle udnytte tiden og være hurtig, hvis jeg skulle have de samme gode pladser igen,” siger Knud Mathiesen.
Han oplyser, at der helt nøjagtigt skal hænges 2.253 valgplakater op for storkredsens fire DF-kandidater, og han får hjælp af syv-otte hjælpere. Han forventer, at alle valgplakater er oppe i løbet af weekenden.
Mathiesen er overbevist om, at valgplakaterne har en stor effekt.
”Hænger du ikke valgplakater op, får du ingen personlige stemmer. Så de er vigtige. Jeg fik 1.205 personlige stemmer til kommunalvalget og skal helst have flere, hvis jeg skal i folketinget,” fastslår Mathiesen, som har et valgbudget på 50.000 kroner.
Læs mere i næste uges udgave af Lokalavisen Aarhus.