Fortsæt til indhold

Få dig selv som actionfigur

Lasse Gyldenvang og Kasper Staal står bag den første virksomhed i Danmark, der har specialiseret sig i personlige 3D print

Samfund
Jacob Nielsen

Tænk at kunne lege med sin helt egen action figur, som forestiller en selv. En utænkelig tanke da undertegnede var barn, men takket være 3D-printeren er det nu blevet virkelighed.
Lasse Gyldenvang fra Hørning har sammen med partneren Kasper Staal netop startet firmaet 3Dselfie.dk op. De har specialiseret sig i at lave små vellignende menneskefigurer ved hjælp af 3D teknologi.
Ideen til firmaet er Lasses, og det er faktisk en små-trist baggrund, som fik ham på sporet af den ellers sjove idé.
“En dag jeg sad og kiggede rundt på nettet, så jeg noget tilsvarende på et udenlandsk site. Min mor var lige død af kræft, og tanken slog mig: Gid jeg havde haft muligheden for at lave en fysisk figur af hende, inden hun gik bort - og så var ideen født,” forklarer 28-årige Lasse.
3Dselfie.dk producerer de naturtro figurer i flere forskellige størrelser. Enkeltfarvede figurer produceres i plastik, mens flerfarvede figurer laves i gips.

På toppen af kransekagen

“Jeg tror denne form for moderne portræt bliver rigtig populær med tiden, og det er kun fantasien, der sætter grænsen. For eksempel skal vi levere vores første figurer til en bryllupskage den kommende weekend, og det giver jo altså lidt ekstra finesse, når man kan se, at bryllupsfigurerne er brudeparret selv,” mener Lasse.
For at få lavet sin egen mini me, skal man besøge Lasse og Kaspers showroom i Solbjerg og få lavet en fuld kropsscanning, som tager cirka 30 minutter. Herefter bearbejdes 3D-billederne på computer, inden figuren printes og sendes med posten.
Læs mere om 3Dselfie på www.3dselfie.dk.