Fortsæt til indhold

Børn og voksne sprang på bussen i Ulstrup

I mandags kom ”Naturbussen” til Ulstrup. De 0-6-årige steg på.

Samfund
Af Solfrid Kyhn, dagplejer

Lyden af glade, legende børn og opmuntrende voksne er ikke lige det, man forventer ved et plejehjem, men det var netop det, der mødte én, hvis man var ved Plejehjemmet Anlægget, Ulstrup mandag d. 18. maj.
Dagplejer Solfrid Kyhn, Favrskov kommune og institutionsleder Leif Mårtensen fra Livstræet, Vellev havde nemlig i samarbejde med Friluftsrådet og Grønne Spirer inviteret kolleger, børn og forældre til en inspirerende, lærerig og sjov dag med ”Spring på Bussen”.

Dårligere motorik og fysik

”Spring på Bussen” er et bevægelsesprojekt for de 0-6 årige, som er sat i værk for at inspirere pædagogisk personale og forældre til at tage børnene med ud i naturen. Fordi det er sundt og fordi det er sjovt! Børn i dag har generelt en dårligere fysik og motorik end for blot 15 år siden, og det er påvist, at børnene er mindre i naturen end deres forældre var. En bred vifte af forskningsresultater viser, at børn, der kommer ud i naturen, udvikler en bedre motorik og balance, bedre koncentrationsevne og bedre samspil med andre børn. De er også mindre syge end deres jævnaldrende.
”Personligt oplever jeg i mit arbejde som Grønne Spirer-dagplejer glade og mere sociale børn. I naturen er der højt til loftet, og børnene kan nemmere rumme sig selv. Og når man kan rumme sig selv, kan man også bedre rumme de andre.” lyder det fra Solfrid Kyhn. Hun vil som kommende Spring Ud-ambassadør gerne være med til at videregive glæden ved at bevæge sig i naturen.

Frøhop

Om formiddagen var det børn indtil 3 år sammen med dagplejere og vuggestuer fra lokalområdet, Hadsten og Bjerringbro, der var på banen. En del dagplejebørn havde endda deres forældre med, som kastede sig ud i legene med lige så stor iver som deres børn.
Lea Reime, chauffør og igangsætter på ”Bussen” og ”Spring Ud-ambassadørerne, Lone Lanng og Anette Smed bød alle velkommen, inden alle startede med en lille fællesopvarmning, hvor man skulle flyve som en fugl, hoppe som en frø og løbe som en hund. Så deltes man op i mindre grupper, hvor børnene drejede på lykkehjulet, som sendte dem af sted til de forskellige aktiviteter som et slags stjerneløb.
Der blev kastet med pinde, fundet spændende ting i skovbunden, leget biller på ryggen, fulgt snore gennem buske og over grene og en hel masse andet. Alt sammen mange gode lege, der ikke kræver planlægning eller fint udstyr, men bare at man kommer ud i naturen og bruger, det der er der. Alle havde en rigtig god dag med nye oplevelser og udfordringer.