Fortsæt til indhold

Latinerkvarterets små håndværk

Lokalavisen har talt med nogle af Latinerkvarterets små håndværkere om området.

Samfund
Jannik Schiermer Poulsen

Bülow Duus: Et modtræk til Strøget

Glaspusteriet Bülow Duus i Studsgade 12.
Hvor længe har I ligget her?
“Det er 19 år siden, jeg åbnede mit værksted hernede.”
Hvorfor valgte du Latinerkvarteret?
“Jeg synes, det er den fedeste del af byen! Det har jeg altid syntes, og jeg har altid gerne villet ligge her. Kvarterets gamle stil passer også godt til mit gamle håndværk.”
Hvad er det bedste ved Latinerkvarteret?
“Det er den originalitet og sjæl, som er her i kvarteret. Latinerkvarteret er et modtræk til Strøget, der er som alle andre strøg. Det er en meget personlig oplevelse, man oftest får her i kvarteret.”

Nummer 24: God stemning og landsbyidyl

Bageriet 'Nummer 24' i Graven 24.

Hvor længe har I ligget her?


“Vi har ligget her i tre år nu.”
Hvorfor valgte I Latinerkvarteret?

“Det korte svar er, at der var et ledigt lokale i et charmerende område. Vi bor selv i nærheden, så vi kender kvarteret som et sted med god stemning, og der ville vi gerne være.”
Hvad er det bedste ved Latinerkvarteret?

“Den gode stemning i kvarteret og de små butikker, hvor indehaveren er bag disken. Det giver kvarteret en masse oprigtighed. Derudover er vi også rigtig glade for den meget blandede gruppe af mennesker, som kommer, bor og arbejder i kvarteret. Vi kommer selv fra en lille landsby, og vi var overraskede over, hvor meget Latinerkvarteret minder om en landsby.”

Parret Karen Husted og Christian Funder har bageriet ’Nummer 24’ i Graven.

AMOKsmykker: Fin plads til at eksperimentere

Smykkemageren 'AMOKsmykker' i Badstuegade 11.

Hvor længe har I ligget her?
“Jeg har ligget her i fem år.”

Hvorfor valgte du Latinerkvarteret?
“Jeg er jo en alternativ butik, så det passede rigtig godt ind i kvarteret, hvor der er mange andre små, særlige butikker. Og så kunne jeg få en kælderbutik med en lidt billigere husleje, oven i købet i et charmerende kvarter.”

Hvad er det bedste ved Latinerkvarteret?
“Det synes jeg er, at der er plads til at eksperimentere i kvarteret. Især i tider med nethandel og kædebutikker er det godt, at der findes et kvarter med plads til små håndværk og specialbutikker. Og så har bygningerne og området jo en lang historik, som har sat sit præg på tingene. Der har jo været al muligt i min butik før, og jeg er ret sikker på, at der engang har stået heste i mit baglokale.”

Rikke Rohde laver unikasmykker i sin lille butik i Badstuegade.

Lyrum Rammer: Kunderne kommer tæt på

Rammemagerne hos 'Lyrum Rammer' i Rosensgade 28.

Hvor længe har I ligget her?

“Værkstedet har ligget her siden 1946, og min kone og jeg overtog det i 2010.”

Hvorfor valgte I Latinerkvarteret?
“Der er en vis logik og synergi i at ligge i Latinerkvarteret, når man faktisk kan sælge håndværk her. Det er nemmere at knytte gode produkter og lækkert håndværk sammen her i området.”

Hvad er det bedste ved Latinerkvarteret?
“Nærhed. Både kundernes lyst til at komme helt tæt på, og at butikkerne brænder for det, de sælger. Det er jo ikke stangvarer, som typisk bliver solgt i Latinerkvarteret.”

Søren Vestland har Lyrum Rammer med sin kone Anne Marie.