Savner du din mountainbike?
Østjyllands Politi efterlyser ejeren til en mountainbike, der blev stjålet i Aarhus C 21. april.
Politiet fik cyklen i sin varetægt i forbindelse med anholdelse af to polske mænd natten til den 22. april. I bilen havde mændene to cykler, som de ikke kunne redegøre for. Politiet fandt hurtigt frem til ejeren af den ene cykel, men har ikke haft held til at finde ejeren af den anden cykel - en grøn mountainbike af mærket 'CUBE'.
Cyklen er sandsynligvis stjålet i centrum af Aarhus den 21. april. Den har eftermonteret for- og baglygte, og pedalerne vurderes at være lidt specielle. Se billeder længere nede.
Er det din cykel - eller ved du, hvem der ejer den - kan du kontakte sagsbehandleren direkte på email: pwu001@politi.dk eller du kan ringe til Østjyllands Politi på telefon 8731 1448.