ACtivitetsdag på Casa inden VB skal ha' høvl
Fodboldforældre har arrangeret en masse underholdning for at støtte ungdomsafdelingen
En gruppe forældre er gået sammen om at arrangere en sjov og festlig dag til støtte for AC Horsens' økonomisk trængte ungdomsafdeling. Lørdag den 30. maj vil en del af p-pladsen til højre fra Casa Arena blive omdannet til en festivalplads med masser af aktiviteter fra klokken 10.00 og helt frem til kampstart klokken 16 på lokalbraget imellem AC og VB.
Arrangørerne har sørget for, at der er noget at kigge på for børn og voksne i alle aldre. Dem der er til hestekræfter og krom, kan sparke dæk på de mange udstillede specialbiler og motorcykler.
Der vil være tombola, dåsekast, heliumballoner, konkurrencer, kæmpekran og bamsemaskiner – og så får man mulighed for at teste, om man virkelig kan sparke en bold så hurtigt, som man selv går og tror... AC-maskotten ACHibald vil selvfølgelig også være på pladsen, og så kan man opleve et par fingernemme unge tryllekunstnere på helt nært hold.
På scenen vil der dagen igennem være underholdning. Om formiddagen er der musik ved Ida Marie og det lokale band Saumia & The Whities. Ved middagstid underholder duoen 'Hævi & Rapanden' med numre.
Klokken 13.30 varmer træner Bo Henriksen spillere og publikum op med en af sine veloplagte peptalks, og klokken 14 kan man opleve Steen Pegani trylle. Frem mod kampstart underholder Søren Mandrup, og han har lovet også at spille AC-sangen.
Hele dagen kan man købe pølser, sandwich, pastaretter, frugt, is og drikkevarer, og man kan se tre af ungdomsholdene spille kamp
Alle de optrædende og sponsorer til præmier i skrabelod stiller op og bidrager gratis i den gode sags tjeneste.
Hele overskuddet går til ungdomsarbejdet i AC Horsens.