Hun valgte selv Hillerød
Louise Luxhøi boede i Allerød, men valgte gymnasiet i Hillerød. Nu topper hun bestsellerlisten med sin bog 'Mental Topform', som hun lørdag var i Bog & Idé for at signere
Da Louise Luxhøi lørdag besøgte Bog & Idé i Slotsarkaderne for at signere sin nye bog, 'Mental Topform', der i foråret har ligget på bestseller-listerne i Danmark, var det samtidig et glædeligt og nostalgisk gensyn med den by, som hun i sin tid selv valgte at gå på gymnasiet i - selvom hun boede og var vokset op i Allerød.
"Stort set alle mine klassekammerater fra folkeskolen gik videre på Allerød Gymnasium. Men jeg er meget nysgerrig anlagt og ville opleve noget mere. Så efter at have været et smut i New York for at sondere muligheden for at blive professionel danser valgte jeg Frederiksborg Amts Gymnasium i 'storbyen'," siger hun med et smil og uddyber:
"I Hillerød kendte jeg jo ikke nogen og kunne få min lyst styret til at lære nye mennesker at kende og opleve noget uforudsigeligt. Noget, der siden har været kendetegnende for mig liv og valg, blandt andet som 20 år inden for tv-branchen og selvstændig psykolog, mental-coach og forfatter."
Mest sjov og fest
Louise Luxhøi nåede i Hillerød at få en matematisk studentereksamen. Men efter hendes eget udsagn var hun mere motiveret af at have det sjovt. Så det var primært dans, sport og nye venner, der optog hendes tid i Hillerød.
"Gymnasie-tiden var ekstrem social. Jeg var konstant sammen med nye veninder. Vi drak te, gik tur i gågaden og ved slottet, lavede lektier, delte kærestesorger, fejrede hinandens successer og gik til alle de sociale arrangementer, som vi kunne slippe af sted med. Og torsdag, fredag og lørdag indtog vi så bylivet på café Ho og diskotek Piccadilly og havde det meget festligt og sjovt - det var jo dengang, 'galliano shots' var hot, men never again," smiler psykologen, der efter gymnasiet tog til New York for blot at konstatere, at hun nok "skulle have festet lidt mindre og øvet sig lidt mere på dansen", hvis drømmen om at blive danser skulle være gået i opfyldelse.
Er et varmt minde
I stedet blev det til 20 år som freelancer i tv-branchen, hvor Louise Luxhøi blandt andet har stået bag programmer som 'Jeg vil være Ole Henriksen', en kandidatgrad i psykologi, en karriere som foredragsholder og en af landets førende eksperter i mental sundhed og altså nu også forfatter med salgs-succes.
"Jeg bruger alle mine erfaringer til at skabe udvikling og opfatter hver dag som en ny mulighed. Og for mig er Hillerød et meget varmt minde, en skøn tid og mødet med en masse virkelig dejlige mennesker. Vores gymnasieklasse ses da også stadig en gang om året, og vi har lige haft 20 års jubilæum," smiler Louise Luxhøi, der, selvom det altså denne gang kun blev til et kortere visit, stadig føler sig hjemme og godt kendt i Hillerød.
"Det er jo ikke til at fatte, men byen ligner jo sig selv og er stadig fuld af gymnasieelever, der hygger sig i byen hver weekend. Så det er vel præcis som det skal være."