Fortsæt til indhold

Syrisk skrædder er faldet for Danmark

Hvad der startede som en praktikplads er endt som et job

Samfund
Af praktikanterne Emilie Bjerrum Ahrenstein og Laura Roldsgaard

Selvom symaskinerne i baglokalet har 50 år på bagen, er det alligevel lykken at få sig et job i Danmark.
Jumaa Mamura er kommet til Danmark som flygtning og via Jobcentret er han nu havnet hos Bjarne Dengsø og Wagner i Vestergade, hvor han to gange i ugen er at finde i baglokalet, hvor der er oprettet en arbejdsplads til ham.
De øvrige tre dage går han på sprogskole.
“Jeg kom til Danmark på grund af krigen og har været her i landet i 15 måneder,” fortæller Jumaa Mamura, som bor her i Varde med sin kone og fem børn.
Selvom han var vant til at bestemme i Syrien, hvor han var indehaver af sit eget skrædderi, har han fundet lykken i Danmark.
“Jeg er glad for at få mulighed for at arbejde i Danmark og mit danske sprog går da også fremad,” smiler han beskedent.
Hans kone er også kommet i arbejde og arbejder på sygehusvaskeriet, mens de tre yngste børn alle går på Sct. Jacobi Skole.
“Jeg er så glad for at være i Danmark, at jeg gerne vil blive gammel her. Jeg har fået muligheden for at få et nyt liv og vil give det tilbage jeg kan,” slutter Jumaa Mamura.

Tilfreds chef

For Bjarne Dengsø har det ikke været svært at give plads til Jumaa Mamura.
“Jeg er et rummeligt menneske og er ikke bange for nye mennesker eller nye udfordringer,” fortæller Bjarne Dengsø.
“Det hele startede faktisk med en henvendelse på, at han skulle i praktik, så han kunne lære dansk. Efter kort tid fandt jeg ud af, at det var han god til, og så ansatte jeg ham. Men jeg manglede som sådan ikke én,” fortæller Bjarne Dengsø.
“Men han er smadder dygtig,” griner han.
Ansættelsen betyder, at Wagner nu har udvidet sin skrædderservice.

Bjarne Dengsø er ovenud begejstret for sin syriske skrædder