En søn af Hadsten er her ikke mere
Allan B. Sund, søn til Ernst B. Sund der stiftede hjulfabrik og fik plads opkaldt efter sig, er død
Et yderst kendt ansigt i gadebilledet i Hadsten er gået bort.
Der er tale om direktør og tidligere værktøjsmager, Allan B. Sund.
Han var helt sin egen og havde en del meninger og stort kendskab til Hadstens liv, og kunne fortælle især om livet på Trelleborg, den tidligere hjulfabrik der nu lægger grund til blandt andet et nyt Rema 1000 i udkanten af Hadsten.
Hjulfabrikken og modermælken
Han har fået hjulfabrikken ind med modermælken, her blev han udlært og hans far, Ernst B. Sund drev Hadsten Jernvognsfabrik som enkeltmandsejet virksomhed fra 1963 til 1971. Herefter blev virksomheden omdannet til Hadsten Hjulfabrik Ernst B. Sund A/S.
I 1991 købte Trelleborg sig ind i virksomheden, og navnet blev nu Hadsten Wheels A/S. I 1996 solgte Ernst B. Sund Hadsten Wheels A/S fuldt og endeligt til Trelleborg.
Faderen døde i 2002 og overlod sit livsværk, herunder Ernst B. Sund Familiefond og Ernst B. Sund A/S til sin arving Allan B. Sund, der herefter blev direktør i Sundejendomme A/S.
Pladsen foran kulturhuset Sløjfen er opkaldt efter faderen og hedder Ernst B. Sunds Plads.
Allan B. Sund efterlader sig kone og to voksne børn.