Fortsæt til indhold

Investeringsboom forude

Dansk Metal glæder sig over vismændenes meget positive syn på dansk økonomi.

Samfund
Arkiv

ØKONOMI De økonomiske vismænd ser med meget positive briller på udsigterne for dansk økonomi.
Vismændene forventer en stigning i beskæftigelsen på 64.000 i løbet af de næste to år og samlet set mere end 200.000 nye arbejdspladser frem mod 2020. Den vurdering glæder Dansk Metals formand, Claus Jensen, der dog påpeger, at virksomhederne efterspørger kvalificeret arbejdskraft:
- Det er positivt, at vi kan se frem til tusindvis af nye job i løbet af de næste år, men vi skal samtidig huske på, at mange ledige kommer fra arbejdspladser, hvor de har anvendt ældre maskiner og forældet teknologi. Alt for mange ledige står derfor uden de nødvendige kompetencer og certifikater.
Der skal derfor fuld skrue på brugen af jobrettet efteruddannelse for at give ledige de nødvendige kompetencer til at matche virksomhedernes høje krav, siger Claus Jensen, og fortsætter:
- Der er udsigt til stor mangel på faglært arbejdskraft ikke mindst i industrien i de kommende år, så den største udfordring for det danske arbejdsmarked er at få flere unge til at vælge den faglærte vej, og det kræver, at virksomhederne opretter langt flere praktikpladser, mener Claus Jensen.
Vismændenes meget positive syn på dansk økonomi er ikke mindst drevet af de lyse danske eksportudsigter, som er en følge af bedringen i international økonomi og den markante forbedring af Danmarks konkurrenceevne.
Vismændene forventer på den baggrund en betydelig stigning i virksomhedernes investeringer.
- Jeg er helt enig med vismændene i, at der er udsigt til et investeringsboom i Danmark. Mange har haft travlt med at fortælle en historie om, at det lave investeringsniveau kan tilskrives, at det ikke er attraktivt at investere i Danmark, men virksomhederne har helt naturligt holdt igen med at investere i lyset af den generelt svage efterspørgsel, siger Claus Jensen.

sl