Fortsæt til indhold

Krig, Klima og Kolde Kontanter på menuen til grundlovsdag

Socialdemokratiet byder igen velkommen til grundlovsmøde på Julielund.

Samfund

Socialdemokratiet Djurskredsen byder endnu engang velkommen til grundlovsmøde på Julielund ved Allingåbro - Højlund-familiens gamle slægtsgård.

I år er temaet ”Europa i en brydningstid - Krig, Klima og Kolde Kontanter” og skyder således debatten i gang i god tid inden næste års EU-parlamentsvalg.

Carsten Hering fra Djurskredsen udtaler:

»I lighed med de seneste år har partiet valgt at lade tre markante talere komme til orde, som repræsentanter for Magten, Videnskaben og Folket. Det giver tre gode perspektiver på EU og på alle de ting, der har ramt Danmark efter Corona - her gjort op som Krig, Klima og Kolde Kontanter. Mødet stiller i en virkelig stærk opstilling på alle tre pladser og vores lokale folketingsmedlem Leif Lahn Jensen vil lede publikum sikkert igennem dagen.«

MEP Niels Fuglsang, der netop er genvalgt som spidskandidat til EU-valget for Region Midtjylland, indleder dagen over emnet ”Krig, Klima og Velfærd – Hvordan holder vi balancen?”.

Han følges af Rasmus Brun Pedersen, der er lektor i sikkerhedspolitik på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har valgt at tale om ”Danmark, EU og Sikkerhedspolitikken”.

Endelig er folket repræsenteret af Afghanistanveteranen og chefredaktøren Niels Jespersen fra Netavisen Pio, der sætter scenen med titlen ”Ny pest over Europa - Fascismens genkomst og krigen i Ukraine”.

Der er således lagt op til en eftermiddag med mange vinkler og muligheden for at blive både klogere og bedre informeret om EU

Undervejs vil publikum blive underholdt af De Fire Maver, der også vil spille op til fællessang i den smukke, parklignende have bag hovedbygningen.Alle er velkomne - der vil være mulighed for at købe kaffe, kage, øl og vand.

Mødet begynder klokken 14.00 og varer knap tre timer.