Fortsæt til indhold

Alle tænkelige løsninger skal afdækkes på motorvejens forlængelse

Det undersøges, hvilke midlertidige foranstaltninger der kan forhindre myldretidskøerne på hillerødmotorvejen

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Det bliver både billigere og hurtigere at få forlænget Hillerødmotorvejen, hvis man springer forundersøgelsen over.
Og på et møde i Trafiknetværk Nordsjælland i sidste uge var transportminister Hans Christian Schmidt fra Venstre lydhør over for den idé, beretter folketingsmedlem Hans Andersen fra samme parti:
"Vi kan spare i omegnen af 10 millioner kroner, som en forundersøgelse cirka koster, og en masse tid ved at springe den over. Vejen ligger der jo allerede, og der er ikke tale om, at den skal ligge 500 meter til højre eller venstre. Samtidig ved alle, at behovet er der," siger han til Hillerød Posten.
I stedet kan arbejdet med at forlænge motorvejen mod nord fra Allerød til Hillerød, hvor bilisterne snegler sig af sted i bilkøer hver morgen og eftermiddag, springe direkte til den såkaldte VVM-undersøgelse. I en sådan undersøgelse ser Vejdirektoratet nærmere på, hvordan vejen vil påvirke beboerne i området, landskabet, dyrelivet, trafikken, kulturarv og meget andet. Samtidig viser undersøgelsen, hvad det vil koste at bygge vejen og vedligeholde den fremover.
Der er dog stadig lang vej til, at en VVM-undersøgelse bliver til virkelighed, siger Hans Andersen:
"Der er ikke ministeren, der beslutter, om der skal laves en VVM-undersøgelse, men de partier der står bag trafikaftalen. Vi mangler at høre Socialdemokraterne, om de er med, eller om de hellere vil bruge pengene på at ombygge Hillerød Station. Det glæder mig, at ministeren er lydhør, men det er helt afgørende, hvad Socialdemokraterne mener".

Midlertidige løsninger

Samtidig refererer han en anden positiv nyhed fra mødet i trafiknetværket, som består af borgmestre, folketingsmedlemmer og -kandidater fra Nordsjælland og regionsrådsformanden. Nemlig at ministeren ville undersøge, hvad midlertidige løsninger på strækningen vil koste, indtil Hillerødmotorvejen står færdig:
"Der kan jo gå fem-seks år i bedste fald, og i den periode kan man se på, om der kan oprettes to spor ind om morgenen og to spor hjem om aftenen, for eksempel med fleksible autoværn. Man kan også undersøge, om man kan udvide selve bredden på vejen med måske tre meter, så man kunne lave to baner i hver retning med nedsat hastighed. Det ville hjælpe på trafikpropperne. Vi skal have afdækket alle tænkelige løsninger, og hvad de koster" siger Hans Andersen.
Også borgmester Dorte Meldgaard er positiv over for, at der er udsigt til at gå direkte til en VVM-undersøgelse:
"Nu håber jeg, at alle ordførerne, der skal forhandle, kan blive enige om, at en VVM-undersøgelse er det første, der skal ske. Og at det sker hurtigst muligt", siger hun til Hillerød Posten.