Fortsæt til indhold

Børnesangbog om både gode og svære tanker

Mols forfatteren Kirsten Illeborg og komponisten Erik Sommer aktuel med ny børnesangbog

Samfund
Af Janni K. Nielsen

Bor der monstre under sengen, er gud en han eller en hun, og hvad sker der egentlig med et kæledyr, når det dør?
Det er nogle af temaerne i en ny illustreret børnesangbog af kunstner og tekstforfatter Kirsten Illeborg fra Mols og komponisten Erik Sommer.
Det er anden gang makkerparet kaster sig over en børnesangbog, og denne gang er den inspireret af de alle spørgsmål, som børn har om alt det, de går og undrer sig over.
Forfatteren Kirsten Illeborg er nemlig fascineret af at tale med børn om de mere abstrakte eller komplekse ting i livet, også selvom det ikke altid er lige til.
Det har hun gjort i mange år som lærer, og det er de snakke, som den nye børnesangbog tager afsæt i.
“Temaerne i bogen lægger op til snak eller debat både i skolen, blandt vennerne eller i familien. For der er ting, der kan være svære at tale om,” fortæller Kirsten Illeborg om bogen, der handler om alt fra det at få en lillebror eller søster, til hvordan det er, når man finder ud af, at man kan lide en af drengene ovre i skolen.

Borgen er til børn op til femte klasse og rummer 17 sange med tekster, noder, illustrationer og adgang til indspilninger af sangene i form af Mp3-filer online.

Selvom Kirsten Illeborg ikke længere arbejder som skolelærer, så er der stadig masser af inspiration for hende at hente hos børnebørnene, der har hjulpet til med sang til indspilningerne.

“Børn siger nogle fantastiske ting og kan sætte ord på noget af det, vi som voksne måske glemmer at tænke over eller bare har svært ved at tale om,” forklarer Kirsten Illeborg.

Det er meningen, at bogen skal bruges i forbindelse med musikundervisning i skolen, men den kan også købes i almindelige boghandeler.

To bøger og flere på vej

Da komponisten og tekstforfatteren mødte hinanden, opstod idéen om et samarbejde hurtigt.

“Vi faldt i snak, og Erik spurgte, om jeg ville prøve kræfter med børnesange - og det ville jeg rigtig gerne,” fortæller Kirsten Illeborg.

Det er hende, der skriver teksterne, og ud fra dem komponerer Erik Sommer melodierne, så det hele passer sammen.

Står det til Kirsten Illeborg, bliver den nye bog ikke den sidste fra deres side.
“Jeg går altid og skriver alle mulige ting ned. Jeg har bunkevis af ord, sjove vendinger og tanker noteret ned - jeg kan simpelthen ikke lade være. Det er så sjovt at lave de her bøger, og jeg vil meget gerne lave flere,” fortæller Kirsten Illeborg.