Rådhuset må vige for nyt stort indkøbscenter
AP-Pension og Casa er klar til at investere tre milliarder kroner i udvikling af Horsens midtby
AP-Pension og Casa har henvendt sig til Horsens Kommune med henblik på at købe rådhusgrunden i Horsens og bygge et nyt butikscenter på mindst 20.000 etagemeter på grunden. Købet af rådhusgrunden er et led i en stor masterplan, som skal gøre Horsens til en stærk handelsby, der kan tage konkurrencen op med byer som Vejle, Silkeborg og Aarhus, der har eller får butikscentre i midtbyen.
AP Pension ejer Kvickly-grunden i midtbyen og har haft planer om at bygge et butikscenter på grunden, siden Kvickly lukkede i begyndelsen af 2015. Men en rapport peger på, at Kvickly-grunden ikke er den optimale placering for et nyt butikscenter, der vil ligge bedre på rådhusgrunden.
“Hvis vi skal samle midtbyen én gang for alle, skal butikscentret ligge tættere på Søndergade,” siger Michael Mortensen fra Casa.
På Kvickly-grunden skal der ifølge masterplanen i stedet være boliger og store boxbutikker som for eksempel Jysk og Elgiganten. Michael Mortensen mener, boxbutikkerne vil styrke midtbyen ved at trække flere kunder til og samtidig give mere handel til detailbutikkerne på Søndergade og sidegaderne på strøget.
Niels Gyldings Gade
Masterplanen indeholder også byggeri af et hotel, erhvervslokaler, restaurant og caféer på rådhusgrunden, hvor den nuværende parkeringsplads i store træk vil blive bevaret. Overfor parkeringspladsen på den anden side af Niels Gyldings Gade er der planer om at bygge boliger med grønne områder samt fire drive-in restauranter. I dette område vil Niels Gyldings Gade blive opbrudt for at skabe en forbindelse fra Bilka til midbyen, forklarer Michael Mortensen.
Til dem, der vil påpege, at Niels Gyldings Gade allerede nu er slemt trafikeret, og at de nye planer vil gøre det endnu værre, svarer Michael Mortensen:
“Det hjælper ikke trafikken at udvide Niels Gyldings Gade, og det vil bare skille bydelene endnu mere. Vi har lavet en trafikplan, så folk, der ikke skal ned i midtbyen, skal køre udenom.”
Tanken er at skabe ét stort forbundet midtbyområde, hvor folk kan færdes frit og dermed vil blive fristet til at opholde sig i længere tid og benytte flere tilbud.
Positiv borgmester
Borgmester Peter Sørensen (S) er positiv overfor den store midtbyplan fra AP-Pension og Casa.
“Det er min ambition, at det her skal lykkes. Det er det, der skal til, hvis Horsens skal være en endnu stærkere handelsby om 10 år, og det passer godt ind i vores vision om at binde Bilka-området sammen med Søndergade,” siger Peter Sørensen og tilføjer, det skal gøres økonomisk forsvarligt, og der skal være styr på trafikken.
“Jeg har en god mavefornemmelse og tror, det kan gøres økonomisk forsvarligt, men det kræver en grundig analyse, og hele kabalen skal gå op.”
Rådhuset ud på Via
Kabalen, som borgmesteren taler om, indebærer, at rådhuset flytter ud på Chr. M. Østergårdsvej i Via University Colleges eksisterende bygninger, der er relativt nye og ifølge Michael Mortensen kan tilpasses et moderne kontormiljø.
Via University College skal til gengæld sammen med andre uddannelsesinstitutioner flytte ind på slagterigrunden ved banegården. Her er det kommunens og Casas vision at bygge en 'uddannelsesby' med plads til 8.000 studerende på den meget store plads, der nu bliver kaldt Campusgrunden. Casa har købt grunden af kommunen på den betingelse, at der skal bygges uddannelsesinstitutioner.
Michael Mortensen ser frem til, at de 4.000 studerende på Via og et tilsvarende antal studerende på andre uddannelsesinstitutioner i fremtiden får deres gang på Campusgrunden ved banegården i Horsens. Han mener, de vil være en gevinst for midtbyen og detailhandelen
“De studerende lever i dag lidt i deres egen verden,” siger Michael Mortensen fra Casa.
Masterplanen vil kræve investeringer på samlet omkring tre milliarder kroner. Michael Mortensen understreger, at masterplanen fra AP-Pension og Casa er et forslag til dialog, men hvis det går nogenlunde efter planen, kan Via og andre uddannelser flytte ind på Campusgrunden i 2020. Året efter vil Vias bygninger kunne være ombygget til rådhus, og det store butikscenter på rådhusgrunden vil kunne stå klar i 2024 eller 2025.
I forhold til udflytningen af rådhuset mener borgmester Peter Sørensen, at Borgerservice skal blive i midtbyen og tænkes sammen med et nyt bibliotek.