Lotte Friis og Pernille Blume svømmer i Forum Horsens
I den kommende weekend er der mulighed for at se nogle af Danmarks og verdens bedste svømmere i Forum Horsens. Horsens Svømmeklub er vært for de Danske Holdmesterskaber i 1. Division med deltagelse af blandt andre Gentofte med Lotte Friis og Gladsaxe, der stiller op med OL guldvinder Pernille Blume.
I alt ni klubber deltager i stævnet og kæmper om at blive blandt de tre klubber, der rykker op i Svømmeligaen (landets bedste række), og om at undgå at blive blandt de tre sidste, der rykker ned i 2. Division.
Horsens Svømmeklub stiller selv med blandt andre Daniel Steen Andersen, der for nylig blev dansk mester i 50 meter butterfly, og Rasmus Udbye, der i den forgangne weekend har deltaget i de nordiske juniormesterskaber.
Der er gratis adgang for tilskuere til stævnet i Forum Horsens, der finder sted lørdag 17. december og søndag 18. december begge dage fra klokken 9.30-11.30 og klokken 16-18. Klubben opfordrer tilskuere til at komme i god tid og gør opmærksom på, at der ikke er plads til uendeligt mange tilskuere i forhallen.
Borgmester Peter Sørensen åbner stævnet.