Vi bliver i Horsens og udvider
Alle ansatte i Casa var i går indkaldt til et ekstraordinært informationsmøde i hovedsædet på Ove Jensens Alle i Horsens.
Beskeden var klar: Aflys jeres møder. PS: Det er en GOD nyhed!
På mødet afslørede Michael Mortensen, at Casa har solgt 60 procent af koncernens entreprenørdel til kapitalfonden CaptaCap. Han pointerede flere gange, at dagligdagen bliver Business as usual, og at der ikke er fyringer i farvandet. Tværtimod vil der komme flere medarbejdere til, og Casa beholder sit hovedsæde i Horsens, hvor man er ved at renovere det gamle Stykgodspakhus på havnen til indflytning i begyndelsen af 2017.
Herunder kan du læse den fulde pressemeddelelse, som Casa har sendt ud her til morgen:
CataCap køber 60 procent af udviklings- og entreprenørselskabet CASA A/S
Kapitalfonden CataCap erhverver aktiemajoriteten i det Horsensbaserede udviklings- og entreprenørselskab CASA A/S og indgår partnerskab med de hidtidige ejere af selskabet. Den kun ti år gamle virksomhed omsatte for over DKK 1 mia. i 2015 og har haft en gennemsnitlig årlig vækst på 55 procent siden 2012. CataCap skal bidrage til virksomhedens fortsatte vækst ved at styrke organisationen til at håndtere en stigende mængde større ordrer. Grundlæggerne Michael Mortensen, Per Hansen og Peter Rosengreen fortsætter som ledelse og får tilsammen en betydelig minoritetspost.
CASA udvikler, opfører og renoverer privatboliger, kontor- og erhvervsejendomme, butikscentre, og offentlige byggerier i hele Danmark. I 2015 nåede CASA en omsætning på DKK 1.1 mia. og et resultat før skat på DKK 86 mio. Samtidig vandt de titlen som EY Entrepreneur of the Year. Virksomhedens vækst er primært drevet af dens skalerbare struktur, evne til selv at udvikle, finansiere og realisere nye byggeprojekter samt solide byggestyringskompetencer, der sikrer, at projekter leveres til aftalt tid, kvalitet og pris.
”CASA har en unik forretningsmodel, hvor de fungerer som byggestyrer og totalentreprenør, mens byggeriet er fuldt outsourcet. Det betyder, at de løbende kan tilpasse sig markedet, fordi de hurtigt kan skalere op og ned. CASA skiller sig desuden ud ved, at de selv udvikler byggeprojekter over hele landet sammen med investorer fra ind- og udland,” siger Vilhelm Hahn-Petersen, partner i CataCap, og fortsætter:
”Vi har stor tiltro til ledelsen og medarbejderne i CASA, som kombinerer nytænkning med mange års erfaring fra byggesektoren, og vi glæder os til at bygge videre på deres imponerende resultater.”
Det er den sjette investering for den tre år gamle kapitalfond CataCap, som har fokus på mindre og mellemstore virksomheder med højt vækst- og udviklingspotentiale.
CASA har en stærk pipeline og flere industrianalyser forudser, at byggeaktiviteten i Danmark vil tage til over de kommende år. Dermed er der udsigt til fortsat travlhed for de 90 medarbejdere på CASA's kontorer i Horsens og København. For at understøtte den fortsatte vækst og fastholde den høje projektkvalitet, vil ledelsen, i tæt samarbejde med CataCap, fokusere på at videreudvikle CASA's organisation, processer og systemer.
”Vi er vokset rigtig meget og rigtig hurtigt de seneste par år og er i øjeblikket primært begrænsede af at kunne skalere CASA hurtigt nok op til at håndtere antallet af opgaver. Derfor er vi glade for at have fundet en partner, der kan hjælpe os med at videreudvikle forretningen, så vi fortsat kan vokse og levere kvalitetsprojekter til kunder og investorer,” fortæller Michael Mortensen, arbejdende bestyrelsesformand og grundlægger af CASA.
Michael Mortensen fortsætter i ledelsen som CEO sammen med CFO Per Hansen og COO Peter Rosengreen. Over de næste par måneder vil de sammen med CataCap nedsætte en ny bestyrelse.
Colliers International, Corporate Finance har ageret som finansiel rådgiver for sælgerne, mens Bech-Bruun har været juridisk rådgiver for sælgerne. CataCap har været bistået af Accura, Deloitte Transaction Services og Implement Consulting Group som henholdsvis juridisk, finansiel og kommerciel rådgiver.
Om CataCap
CataCap investerer i mindre og mellemstore danske virksomheder, som har markant udviklingspotentiale og en nyskabende forretningsmodel med langsigtet eksistens-berettigelse.
Idégrundlaget er at katalysere holdbare niveauskift gennem en systematisk og konsekvent tilgang til styrkelse af forretningsudvikling, operationelle processer og ledelses-kompetencer i et aktivt samspil med en række strategiske partnere og virksomhedernes ledelse og medarbejdere.
CataCap opererer med en udvidet organisation, hvor Fondens egne folk suppleres med Operating Partners, faste Udviklingspartnere og Sector Advisors, hvorfra de enkelte teams omkring hver ny investering rekrutteres.
CataCap er en aktiv og engageret ejer. Den systematiske hands-on tilgang til udvikling af fondens virksomheder har til formål at øge både hastigheden og holdbarheden af virksomhedernes niveauskift og dermed skabe langsigtet værdi for alle stakeholders – og et stabilt merafkast til investorerne.
www.catacap.dk
Om CASA A/S
CASA er én af Danmarks førende udviklings- og entreprenørselskaber med aktiviteter over hele landet. Virksomheden udvikler, opfører og renoverer boliger, erhvervsejendomme og offentlige byggerier og er desuden deltager i en række danske OPP-projekter.
Med en årlig omsætning på over kr. 1 mia. og mere end 90 medarbejdere er CASA en foretrukken samarbejdspartner for en række professionelle bygherrer, herunder danske og udenlandske ejendomsselskaber, pensionskasser, kapitalfonde og almene boligselskaber.
Udover CASA's egne medarbejdere beskæftiger virksomheden på sine projekter årligt op imod 1.000 ansatte hos rådgivere og underentreprenører.
www.casa-as.dk