Når borgere planlægger er der ikke så mange hellige køer
Flytning af skoler, en by uden centrum og byggeri op i sjette etagers højde er nogle af forslagene til byrådet fra borgerudvalg
“Hvordan kan vi vokse og samtidig blive bedre byer?”
Sådan lød opgaven populært beskrevet til repræsentanter for borgerne i Skanderborg Kommunes fire centerbyer: Galten-Skovby, Hørning, Ry og Låsby.
Det er byrådet i Skanderborg Kommune, der har stillet spørgsmålet, og svaret er netop afleveret i form af en række anbefalinger om rammerne for byernes fremtidige vækst fra et midlertidigt udvalg bestående af både byrådspolitikere og borgere.
Men det er fire underudvalg, som udelukkende består af repræsentanter for de fire centerbyers borgere, som har lavet benarbejdet, og de aflagde rapport til byrådet forleden aften.
Modige borgere
Her blev det blandt politikerne blandt andet bemærket, at borgerne ikke er bange for at træde på nogle af de ømme tæer som eksempelvis at bygge i højden eller at flytte skoler, emner, som byrådet ellers kan brænde sig på, når der planlægges.
Fra Galten-Skovby kommer der således en markant anbefaling om at bygge i højden.
“Vi har en vision om at bygge meget højt. Det vil sige 4.-5.- og 6. etager ved Torvet i Galten og så måske i 3.- og 4. etager længere ud på Søndergade mod SuperBrugsen og Fakta,” lyder uddybningen fra to Galten-Skovby-borgere, Thomas Vibjerg og Martin Frank Nielsen, som har siddet i både over- og underudvalg.
Argumentationen for at bygge i højden er, at der i fremtiden vil mangle boliger til ældre og seniorer, og her er bymidten akttraktiv.
Samtidig er der mulighed for at skabe liv i gadehøjde ved at indrette forretninger i stueetagen, lyder filosofien.
Flytning af skoler
Flytning af skoler er også på menuen i nogle af byerne, når borgerne planlægger.
Det gælder Bakkeskolen i Hørning.
“Man kunne lave byfortætning med boliger ved Bakkeskolen, hvis en ny skole skal placeres et andet sted,” lyder det fra Jens Grøftehauge og Jørn Vestergaard fra Hørning.
En ny skole kunne så placeres syd for Århusvej eventuelt i forbindelse med nye boligområder, foreslås det.
I Ry har man også tænkt tanker om at flytte Mølleskolen, når den har vokset sig ud af sine nuværende rammer.
“Området ved Ry-hallerne skal samle Kildebjerg og byen som et sted, man mødes. Mølleskolen er meget fyldt, og derfor har vi snakket om at flytte den herop sammen med andre institutioner og dermed være med til at binde byen sammen,” argumenterer Per Rasmussen og Malene Thanning Helms fra Ry.
En by uden centrum
I Låsby har udvalget med borgere tænkt helt nyt og modsat i forhold til de tre øvrige byer, når det gælder udvikling af bymidterne.
I stedet for at fastholde bymidten i Låsby til traditionel detailhandel, så lægges butiksområdet i stedet ud på kanten af byen.
“Vi har ikke den klassiske bymidte, og vi ønsker den ikke. De, der flytter til Låsby, gør det ikke for at handle, men fordi det er nemt at pendle til og fra byen, og fordi der er mange områder med natur, som borgerne bruger. Vi er en by med en landsbyfølelse, som er på vej som centerby,” kommenterer Laila Andersen og Jacob Kjær fra Låsby.
Udvalget for Låsby anbefaler i stedet, at man gør hovedgaden i bymidten til en såkaldt servicegade.
Det skal være området, der tilbyder de liberale erhverv, hvor kroppen skal med. Det er kiropraktoren, tandlægen, frisøren med flere, som her tilbyder deres service for byen og besøgende.
Byrådet skal tænke videre
Det bliver nu op til Byrådet at tygge videre på rapporten om Byernes Vækst og udarbejde forslag til kommuneplantillæg, der kommer i høring i offentligheden, når vi når til medio 2017.
Formanden for det midlertidige udvalg om Byernes Vækst, byrådsmedlem John Haarup Laursen (DF) er personligt ikke i tvivl om, hvad byrådet bør gøre.
“Vi er dumme, hvis vi ikke lægger op til det, der står i rapporten. Det er borgere og erhvervsfolk, der fortæller, hvad de gerne vil. Der vil altid være nogen, som er utilfredse, men det er en bred gruppe af repræsentanter fra byerne, der har siddet i udvalgene, og som bakker op om det her,” kommenterer John Haarup Laursen.
Opgave nummer 2
Byrådet havde også bedt udvalgene at finde ud af, hvordan den fremtidige dialog mellem byerne og Byrådet skal være.
Den opgave tog ikke lang tid.
“Der var rimelig enighed i gruppen på 40-45 personer, som har deltaget i arbejdet, at formen med hurtigt-arbejdende udvalg er en god måde for kommunen at komme ud til borgerne og en god måde for borgerne at komme til orde på,” forklarer John Haarup Laursen.
Fremtidige udvalg skal også være opgaveorienterede og have borgere som medlemmer, der er relevante for opgaven, lyder anbefalingen.
Man kan læse hele rapporten ved at gå ind på kommunens hjemmeside på www.skanderborg.dk/nyheder, hvor der er link til publikationen § 17.4 Byernes Vækst 2016.