CANblau - gennemført opvisning i spansk med en sjælden autencitet

Lad os slå det fast med det samme. CANblau er en tapasbar. Autentisk som ind i himlen. Nok den bedste i Danmark. Helt sikkert den bedste tapasbar i Jylland. De har altid været sin egen. Deres mad er, efter min bedste vurdering, noget af det ypperligste. Vi valgte at spise på CANblau en lørdag til frokost. Et for alvor godt valg, selvom der var pænt med mennesker til frokost.

CANblau er en “rigtig” tapasbar

Autentisk og med samme atmosfære, som du vil opleve i Barcelona eller Madrid, er sådan, jeg ser CANblau. Her er afslappet. Flere rum. Meget indbydende. Lækre møbler. Rå vægge. Flotte malerier. Helt igennem lækkert og smagfuldt indrettet. Det ser ikke billigt ud, men det, synes jeg ikke, man ser på prisniveauet. Du kan sidde i baren og spise, hvis du ikke vil sidde ved de mere almindelige borde. Vi fik bord i det bagerste lokale i en bås med gardiner omkring. På en tapasbar som CANblau deler man maden. Eller det er det mest normale her. Så alle retter er lavet, så de kan deles. Ikke helt uvæsentligt når du bestiller.

Dagens tapas-menu

Frokostmenuen er med to kolde og tre varme tapas, som kokken vælger. Selvfølgelig tages der hensyn til allergier. 218 kroner per person. Bestiller du menuen, er det inklusiv snacks.
De to kolde tapas kom på bordet. Det ene var rejer med aioli, spæde salater og purløg. Den anden serranoskinke fra duroc-grise. Modnet i 24 måneder. Vi fortsatte med Cava til de kolde tapas. Skinken var mør som smør. Svag røget smag. Meget lidt fedt, hvilket kvinderne elsker. Det var kødet, som trådte frem. Lækker nøddeagtig i smagen, hvor umamismagen kom til sin ret. Til skinken drak vi sherry. Hvad ellers, kunne man fristes til at spørge. En Manzanilla Pastrana, fra Bodegas Hidalgo la Gitana til 58 kroner glasset. Et godt glas som skal smages.
Stegt torsk, sauce blanquette med cornichoner, kapers og purløg. Det var så det. Det lyder enkelt. Og det var det også. Men torsken var så perfekt stegt, at man knap nok troede sine egne øjne. Saftig med lækker sprød skorpe. Spitze. Den her fisk var bedre tilberedt end på de bedste fiskerestauranter i Danmark. Længere er den ikke.
Patatas brava (sprøde kartofler) med en kold sauce lavet på bagte tomater og tørrede tomater. Aioli var der, selvfølgelig, også. Kartoflerne var perfekt sprøde. En stor portion, uden så meget snak.

A la carte

Først kom der tre kolde tapas ind. Syltede hvide ansjoser, chili, fjeldørred rogn, kaviar, sur-sød sovs, var den ene. Ansjoserne var møre som smør og smagen i top.

Så blev der ro

Roastbeef-dog med teriyaki sauce, syltede kinaradise, chilimayo i et lunt brød. Umiddelbart lyder det enkelt. Men igen, bliver vi glade i låget. Det møre kød fik hjælp af teriyakisaucen og bankede smagen helt ind i smagsløgene. Chilimayoen var mild. Jeg var vild med “doggen”. 98 kroner måtte vi slippe. Fair.

Respekt for kød og håndværket

Hjemmelavet pølse med kålchips af friterede grønkål. Pølsen var varm. Den var lavet på kalv og sortfodskinke med mozerella, soya og ramsløg i. Ren i smagen. Umamien trådte i karakter. Med en kødprocent tæt på 100 sætter kokkene nye standarden for, hvordan en pølse kan smage. De friterede grønkål var sprøde med stort S.

Iberico svin i en shawarma

En rulle med pata negra (Iberico) gris med syltede rødløg, rødkål og med syltede chilier og tabasco ved siden af. Brødet smagte af grill. Tak. Måske mit livs bedste shawarma - og så med svinekød i. Udskæringen var “presa” - hvilket er nakkekoteletter på dansk. Fedtet sidder i kødet. En del af strukturen. Marmoreringen er lidt a la den, vi ser på kobekød. Kødet var marineret og langtidsstegt. Helt forrygende god servering, som er vanedannende. 78 kroner kostede de. Svinegod pris.

Betjeningen og de spanske termer

Den kvindelige tjener var helt forrygende god. Det var venligheden selv. Fagligheden fejlede ikke noget. En utrolig nærværende og vidende betjening, der gerne fortalte om maden. Hun vidste helt sikkert, hvad hun talte om. En så vidende og nærværende tjener, skal man lede længe efter.

Vores mening

Den er ret klar. CANblau er i sit livs storform. Aldrig har jeg oplevet dem bedre end i lørdags. Køkkenet var i et gear, som kun de færreste formår. Spansk, når det er bedst. Stort set alle serveringer var knivskarpe. Ingen fejlede. En tapasbar, som holder fast i, at de er en tapasbar med, hvad deraf følger. Tak for det.
Måske er det uheldigt, at vi ikke giver kokkehuer. I hvert fald for CANblau. For hvis det var tilfældet, ville de få fuldt hus. Intet mindre. Af flere grunde. Men primært fordi deres serveringer hver især var knivskarpe, og der var en sjældent set kærlighed i dem. Men også, fordi deres betjening var på et niveau, som jeg sjældent ser.