Hadbjerg udset som nyt vækstområde i Favrskov
Der kommer flere borgere til Hadbjerg. Nu vil Favrskov Kommune gerne udbygge i området, hvis det kan lade sig gøre
Som du kan se på FavrskovPostens grafik, så er Voldby, Hadbjerg og Svenstrup de tre byer, der procentuelt har haft størst befolkningsvækst de seneste ni år.
Vi har på FavrskovPosten før undersøgt hvor der procentuelt kom flest indbyggere til og i mange år har det været Lading der lå i toppen.
Grafikken som PDF
Nu overrasker især Hadbjerg. Byen har endda også et andet flot gennemsnit. Her bor der nemlig en meget stor andel af de mest velhavende familier i Favrskov.
Og især Hadbjerg er udset som et område, hvor Favrskov Kommune meget gerne vil undersøge om der kan bygges flere boliger.
Det er blevet muligt efter at der forventes mere lempeligere krav for byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser.
“Det udsendte forslag er dog ikke offentliggjort endnu, og vi kender derfor ikke de endelige regler på nuværende tidspunkt,” siger kommunaldirektør Jan Kallestrup til FavrskovPosten.
Vil teste mulighederne
Han tilføjer at kommunen heller ikke forventer, at alle de nye områder, der før har været 'fredet' på grund af drikkevandsinteresser vil få lov til at komme i spil som boligbebygget område.
Men kommunen vil gerne teste, hvor langt man kan gå, lyder det.
Ikke bebygget lige nu
Fra 4. januar til 1. februar er det muligt at komme med ideer og indspark til planerne omkring de nye områder.
Og nu er det heller ikke sådan ,at alle områderne bliver bebygget i løbet af nul komma fem.
“De områder vi præsenterer skal først undersøges omhyggeligt for drikkevandsressourcer og hvordan de underliggende lag fordeler sig. Hvis der er den mindste tvivl om fare for drikkevandet, så bliver det ikke til noget,” forklarer Jan Kallestrup.
Derudover er det langt ind i 2020'erne, at nye områder kan stå klar til at blive udlagt til boligområder.
Det vil blive tilføjet i betingelserne for de nye byggerier, at boligerne ikke i sig selv må være til fare for drikkevandet og der kommer restiriktioner på, hvad beboerne må gøre på deres grunde.
Det betyder blandt andet at der vil være forbud mod at bruge pesticider i de nye boligområder.