Fortsæt til indhold

Boligprojekter sættes i bero

Kommunen har mindre behov for husning end beregnet

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Der kommer færre flygtninge til Hillerød Kommune end tidligere beregnet, og samtidig er der færre familiesammenføringer.
Det viser den seneste opgørelse, som Økonomiudvalget behandlede i onsdags.
Med de færre flygtninge og familiesammenførte er der et mindre behov for at finde boliger. Derfor foreslår forvaltningen, at flere projekter til husning af flygtninge vil kunne sættes i bero, men dog ikke stoppes helt.
Det bakkede udvalgets politikere op om:
"Vi kan stille nogle byggeprojekter i bero og tage dem op igen senere, hvis det bliver relevant. Vi ved jo ikke præcis, hvor mange der kommer, men vi må forholde os til det kvoteantal vi har fået meldt ud," siger borgmester Dorte Meldgaard (K).
Det er pavillonerne og hovedhuset på Dyremosegaard i Skævinge og familieboligerne den tidligere klub Guldminen på Baunevej 4 i Alsønderup, som kan sættes i bero uden økonomiske konsekvenser, da der endnu ikke er lavet bindende aftaler med rådgivere og entreprenører.

Kan ikke standses

Til gengæld er der to projekter, som kommunen har sat i gang, som ikke kan standses uden økonomiske konsekvenser. Det er seks pavilloner på Thurahsvej og seks værelser på den tidligere naturgård Egely.
De kommende boliger vil dog ikke stå tomme hen, lover borgmesteren:
"Der er stadig et behov for boligerne. Der er en fleksibilitet i nogle af dem, så vi kan bruge dem til almindelige husvildeboliger. Det er ikke penge, som er spildt. Vi har bare ikke så stort et behov for flygtningeboliger, som vi troede," siger hun.
Kommunen har også formået at finde permanente boliger til flere familier end tidligere beregnet.
Med de planlagte boliger vil Hillerød Kommune med udgangen af februar 2017 forventeligt stå med ca. 17 ledige familieboliger og 11 ledige enkeltværelser. I 2018 vil der være 18 ledige familieboliger, men til gengæld mangle ca. 21 boliger til enkeltpersoner.