Duo vil være nye stjerner på ur-himlen
To studiekammerater har skabt Tycho Brahes Watches, hvor ambitionerne er himmelhøje
Drømmen er at skabe en virksomhed fra bunden med målet om at overtage verdensherredømmet. Armbevægelserne er store hos de to iværksættere, der står bag Tycho Brahe Watches, som holder til på Otte Ruds Gade på Trøjborg.
Og selv om ambitionen er sagt med et efterfølgende smil på læben, er der ingen tvivl om, at det er meningen, at den nystartede virksomhed, der sælger ure, gerne skulle blive lønsom indenfor en årrække.
Fortidsfascination
Tycho Brahe Watches er en Aarhus-Nord-baseret iværksættervirksomhed, som fokuserer på at sælge ure med unikke designs inspireret af urene fra 1950'erne.
Firmaet er grundlagt af de to studiekammerater 26-årige Jens Wittrup Præstbrogaard og 25-årige Kasper Toft Axelsen og opkaldt efter den verdensberømte danske astronom af ren og skær fortidsfascination.
“Vi havde først undersøgt muligheden for at opkalde vores firma efter kong Christian den 10, men det var der problemer med i forhold til kongehuset. Vi vil gerne opkalde vores firmanavn efter kendte danskere, fordi vi gerne vil afspejle, at vores firma er dansk, og vi vil gerne ind på det internationale ur-marked,” siger Kasper Toft Axelsen.
“Vi har en filosofi om, at man godt må gå efter en succes, og det skal være sjovt, mens man gør det. Det, vi har læst om Tycho Brahe, synes vi, at han passer perfekt til projektet, fordi han netop var en person, som virkelig gik op i sin astronomi og var seriøs, men stadig godt kunne have det sjovt,” siger Kasper Toft Axelsen og nævner en række 'fun facts' om Brahe, der efter sigende både skulle have haft en kæle-elg, som han drak fuld, så den døde og en synsk dværg, der rådgav den berømte danske videnskabsmand.
Kasper Toft Axelsens kompagnon Jens Wittrup Præstbrogaard har efter endt Cand. merc-uddannelse fået job hos Novo Nordisk og er derfor flyttet til hovedstaden, men de to venner taler sammen hver dag og mødes i enten København eller Aarhus et par gange om måneden.
Branding tager tid
“Vi elsker ure og har begge en skabertrang, Og så er det spændende at forsøge at sælge et produkt, hvor folks følelser er på spil. I første omgang er det ikke så meget for pengenes skyld, at vi gør det, men mere det at være med til at drive et firma frem. Det kunne da være super fedt at kunne leve af det på et tidspunkt, men dér er vi slet ikke endnu. Det er proces, og det tager i hvert fald 2-3 år at skabe et brand. Foreløbig er vores firma et hobbyprojekt,” fastslår Jens Wittrup Præstbrogaard.
De to studiekammerater begyndte at lege med tanken om at starte eget firma for halvandet år siden og har hver især skudt 100.000 kroner i foretagendet.
“Vi vil gerne gøre det samme som ur-firmaet Daniel Wellington, der på nogle få år og med ret få midler i starten er vokset voldsomt. Vi synes, det kunne være sjovt at designe vores egne ure, fordi det er noget, der er fysisk og noget vi kunne have på selv. På sin vis er det lige til at gå i gang med, hvis man har lidt penge,” siger Kasper Toft Axelsen, som i det daglige sidder med hovedparten af deres lager på 600 ure i sin Trøjborg-lejlighed.
Markedsføringsstrategien er at bruge de sociale medier som Facebook og Instagram med konkurrencer, og så har de to iværksættere netop fået fat på bloggere, der får et ur for at skrive om deres produkter. På sigt er det planen, at såkaldte youtubere - mennesker med deres egen youtube-kanal - skal være en del af den fremtidige markedsføringsstrategi.
Tycho Brahe Watches første serie hedder 'Nova Stella', der passer perfekt på Tycho Brahe, som opdagede en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia i 1573 og senere udgav en bog med samme titel.
“Vi synes, at ny stjerne lyder godt, så vi tænkte, at det skulle vore ur-serie da hedde, for vi vil gerne være de nye stjerner i branchen,” siger Kasper Toft Axelsen med det glimt i øjet.
Læs mere om firmaet på www.tychobrahewatches.com