Unge flygtninge delte julen
En invitation til lidt julefortællinger, æbleskiver og gløgg, gik rent hjem blandt kommunens unge med international baggrund.
Omkring 30 unge fra alle verdens hjørner tog i går imod invitationen fra de 2 syriske flygtninge Bassam og Alif og Italienske Erikas til at komme til gløgg og æbleskiver i Kirkesalen på Sct. Jørgensgård.
Det var Bassam på 22 år, som bød velkommen og indledte med at fortælle om juletraditionerne i Syrien, som på mange måder minder om de danske traditioner, men der var også fortællinger om juletraditioner fra Danmark, Grækenland og Italien.
Edvard Køhrsen fra Slotssøbadet fortalte om de krav som man stiller til medarbejdere på det danske arbejdsmarked og så var det ellers tid til gløgg og æbleskiver, mens julemusik fra alverdens lande fyldte rummet.
Formålet med mødet, som var støttet af Kolding Kommunes integrationspulje, er at skabe netværk på tværs af unge danskere, flygtninge og internationale studerende og de unge var enige om, at dette kun var begyndelsen til et stort netværk, hvor der kan skabes venskaber på tværs.