Viceborgmester Kristian Dyhr stopper i Horsens Byråd
Har sagt ja til nyt job i Norge
Viceborgmester Kristian Dyhr (V) trækker sig fra Horsens Byråd, fordi han har sagt ja til et nyt job i Norge. Han træder ud af byrådet den 1. august og flytter til Oslo for at blive Country Manager i Norge for Horsens-virksomheden Multicheck, der har hovedsæde ved siden af Danish Crown-slagteriet ved motorvejen lidt nord for Horsens. Virksomheden sælger og servicerer røntgenudstyr, checkvejere og metaldetektorer med mere.
“Jeg skal være leder af en satsning på det norske marked. Det er et drømmejob og en enestående mulighed, som man måske kun får én gang i sit liv,” fortæller Kristian Dyhr.
Søvnløse nætter
Kristian Dyhrs udmelding kommer mindre end tre uger efter, at han var ude i et kampvalg om at blive genvalgt som Venstres borgmesterkandidat til byrådsvalget i 2017.
Han fortæller, at han blev kontaktet af sin kommende arbejdsgiver kort før opstillingsmødet i Venstre, hvor de lokale partimedlemmer skulle vælge mellem ham og Anne V. Kristensen.
På det tidspunkt havde han behov for at koncentrere sig om opstillingsmødet, fortæller Kristian Dyhr, så han mødtes først med Multicheck efter opstillingsmødet, hvor han blev genvalgt som Venstres borgmesterkandidat. Trods genvalget som borgmesterkandidat endte han med at sige ja til jobtilbuddet i Norge.
“Puha, jeg var lige blevet valgt, så det gav mig en masse overvejelser og søvnløse nætter,” fortæller Kristian Dyhr.
Han havde det kraftigt med i sine overvejelser, at han efter næste byrådsperiode om seks år vil være 48 år, og at alderen ville være en udfordring i forhold til en karriere i erhvervslivet.
“Jeg er ikke utilfreds med hverken det ene eller andet i byrådet eller mit bagland, men jeg kunne ikke se mig i spejlet uden at takke ja til jobbet. Jeg er klar over, at jeg skuffer nogen, og det beklager jeg, men nogen gange sker der noget ud af det blå. Det er dårlig timing, men det havde været værre, hvis det var om et år,” siger viceborgmesteren og hentyder til, at hans parti nu i god tid før kommunevalget kan nå at finde en ny borgmesterkandidat.
Peger på Martin Ravn
Som sin afløser peger Kristian Dyhr på sin byrådskollega Martin Ravn, der blev valgt ind i Horsens Byråd ved valget i 2013.
“Han har gjort det rigtigt flot og markeret sig som fremtidens mand. I mine øjne er han et kvalificeret bud på en kommende borgmester i Horsens Kommune.”
Ifølge Kristian Dyhr vil Venstre formentlig afholde et nyt opstillingsmøde inden sommerferien, hvor man skal have fundet partiets nye spidskandidat.
Hans afløser i byrådet bliver Birthe Knudsen fra Østbirk, der lige netop ikke blev valgt ind i byrådet i 2013.