Martin Ravn går IKKE i sin fars fodspor

”Jeg er holdt op med at diskutere rådhuset med Martin. Jeg synes, det er frygteligt at sælge rådhuset og rive det ned. Byrådet skal være i centrum af byen,” siger Jakob Ravn.
Han er far til Venstres borgmesterkandidat i Horsens Kommune, Martin Ravn, der i byrådet har været med til at beslutte den såkaldte Campusrokade. Den indebærer, at rådhuset flytter ud i Vias bygninger i nordbyen for at gøre plads til et butiks- og oplevelsescenter på den nuværende rådhusgrund.
”Der siger jeg, at borgerne og ikke byrådet skal være i centrum af byen. Vi giver byens bedste grund tilbage til borgerne,” svarer Martin og tilføjer.
”Jeg vil gerne bevare den fantastiske Poul Gernes sal, så man stadig kan blive viet i den. Man kan godt bevare det bedste fra rådhuset i det nye oplevelsescenter og dermed bevare historikken,” siger Martin.

Vækst for vækstens skyld?

Martins far bryder ind og peger på ham:
”Det er vækst for vækstens skyld,” når Jakob at sige, inden Martin afbryder indigneret:
”Jeg bliver fornærmet, når du siger det og peger på mig. Det er ikke vækst for vækstens skyld, men udvikling i samarbejde med borgerne,” siger Martin, uden at det tilsyneladende gør det store indtryk på hans far:
”Det gør mig pessimistisk, at alt kun drejer sig om materiel vækst,” siger Jakob, der selv i mange år sad i byrådet i Horsens Kommune for Miljølisten og kæmpede for grøn omstilling.
”Nogle af de ting, du kæmpede for, eksempelvis jordvarme og vindmøller, er kommet frem. Alligevel siger du stadig, det går ad helvede til. Det er meget negativt,” mener Martin.

Opdragelse

Bølgerne går højt ved stuebordet i hjemmet på Fjordgade i Horsens, hvor Martin Ravn voksede op med sine forældre og tre søskende.
Far og søn er ikke kun uenige om politik. De er også uenige om opdragelse.
”Alle folk ser et stort forbillede i min far og synes, han var en fantastisk mand, der kæmpede for miljøet og byen. Han har gjort en kæmpe forskel for mange mennesker, men han er også en kæmpe egoist. Han var ude at se mig spille håndbold én gang, da jeg var dreng. Og selv om han var lærer, gik jeg altid til min mor, når jeg skulle have hjælp til lektier. Han sagde, hvis du ikke kan finde ud af det, må du jo være dum,” fortæller Martin, mens hans far er gået ud i køkkenet for at smøre sig en mad.
”Det er ikke sådan, at jeg er dybt mærket af min barndom, men jeg har opdraget mine egne børn anderledes. Jeg har altid støttet op om dem og kørt dem rundt til sport,” fortæller Martin.
Jakob er kommet tilbage i stuen med sin leverpostejmad og bryder ind:
”Det kalder jeg forkælelse,” siger han med et grin og fortsætter:
”Min far et mit forbillede, og han tog sig ikke af os. Det ligger i mit baghoved, at mine egne børn ikke skulle forkæles og have nogle fordele i forhold til andre børn.”
”Bare rolig fatter. Det har vi aldrig fået,” konstaterer Martin tørt med et glimt i øjet.

Opkaldt efter farfar

Uenigheden mellem far og søn er til at få øje på, men stikker trods alt ikke dybere, end at Martins søn er opkaldt efter sin farfar Jakob, ligesom Martin er opkaldt efter sin farfar.
Direkte adspurgt kan Martin da også se noget af sin far i sig selv.
”Begge mine børn, Julie og Jakob, vil nok sige, jeg kan være en hård nyser og har for høje forventninger. Der kan jeg tydeligt se min far i mig,” siger Martin og tilføjer.
”Jeg er stolt af min far og glad for at komme fra et videbegærligt hjem. Min far læser Der Spiegel og har skrevet flere bøger om blandt andet døden. Min nysgerrighed efter viden har jeg helt sikkert fra ham, og det vil jeg gerne give videre til mine børn.”