Fortsæt til indhold

Kunst du skal opleve i kulturåret

Samfund
Christina S. Johansen

Mere end 400 arrangementer fylder Aarhus og Region Midtjylland, når 'Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017' løber af stablen fra 20. januar.
12 større begivenheder, kaldet fuldmåneevents, og fire megaevents ligger spredt ud over året ind i mellem massevis af kultur i alle afskygninger. Valgmuligheder er der altså nok af, så vi har på Lokalavisen Aarhus allieret os med Aarhus 2017 og bringer hver uge frem mod den officielle åbning 20. januar fem nedslag i programmet inden for musik og lyd, billedkunst og udstillinger, børn og unge, scenekunst, sport og leg, litteratur samt festivaler og happenings. Denne gang gælder det billedkunst og udstillinger.

The Garden

På ARoS Aarhus Kunstmuseum og langs fire kilometer af byens kyst kan man opleve triennalen 'The Garden - End of Times, Beginning of Times'.
Temaet reflekterer over menneskehedens skildringer og ændringer af naturen.
The Garden bliver den største udstilling hidtil lavet af ARoS og den største nogensinde i Aarhus. Man kan opleve værker af udvalgte internationale kunstnere. Under emnerne fortid, nutid og fremtid er værkerne inddelt.
Fortids-udstillingen kan ses 8. april til 10. september på ARoS, mens 'nutid og fremtid' kan opleves på Aarhus Havn 3. juni til 30. juli.

'The Garden - End of Times, Beginning of Times'. Foto: Jesper Palermo

Nathan Coley

Med udstillingen 'The Same for Everyone' har den skotske kunstner Nathan Coley skabt en række lysende værker, der som mytiske lysmanifestationer binder regionen sammen fra kyst til kyst. Værkernes placering er udvalgt på grund af deres særlige betydning og kontekst.
Coleys værker bliver monteret på stilladser og består af små blinkende krystallys, som man kender fra forlystelsesparker.
Udstillingen kan ses hele året på forskellige steder i hele regionen.

Jenny Holzer

Den amerikanske kunstner Jenny Holzer lader helt konkret ordet indtage byen, når hun i sit værk 'For Aarhus 2017' projicerer tekst op på Aarhus Teaters mure og lader dem rulle over Bispetorv. Siden 1996 har Jenny Holzer brugt lyset til at skrive tekst på bygninger, bjerge, floder og offentlige steder rundt om i Europa, Australien og Nord- og Sydamerika.
Kan ses på Bispetorv i Aarhus fra 24. februar til 5. marts.

Jorn + Munch

På Museum Jorn i Silkeborg kan man fra 11. februar til 28. maj opleve to af Nordens allerstørste malere, når Museum Jorn viser udstillingen Jorn + Munch. Man kan se 50 værker af Edvard Munch og mere end 60 værker af Asger Jorn.
Udstillingen viser, hvordan Munchs og Jorns værker er beslægtede, når de stiller de store spørgsmål om liv og død.

Hesitation of Light

Signe Klejs skaber et spektakulært kunstværk, når hun oplyser Ringgadebroen i Aarhus og ændrer dens visuelle udseende, så den bliver til en lysende indgangsport til byen.
Hver aften bliver broens farver defineret af aftenhimlen. Fire kameraer placeret på broen peger hver mod et af verdenshjørnerne og registrerer farverne over en given periode, mens solen går ned. Disse oplysninger bliver omdannet til broens nye farvepalet.
Oplev værket fra januar og seks år frem.