Fortsæt til indhold

“Belysning giver kun en falsk tryghed”

Lokalavisen Aarhus spurgte folk på Brabrandstien, hvad de mener om belysning som værn mod overfald

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Brabrandstien er tæt trafikeret sådan en tirsdag eftermiddag. Både gående, løbere og cylister myldrer frem på stisystemerne omkring 'de tre broer', hvor togene kører lige henover hovederne på de bløde trafikanter.
Den seneste tids gentagne tilfælde af røverier og tasketyverier har fået den vikarierende rådmand for Teknik og Miljø, Camilla Fabricius (S), til at reagere og melde ud, at hun vil sætte belysning op på den naturskønne sti.
Lokalavisen Aarhus er derfor taget ud på stien for at høre, hvad stiens brugere synes om den idé.
Familien Kithler/Nielsen fra Åbyhøj mener ikke, at belysning vil forhindre overfald.
"Det kan være en fin præventiv effekt, men er der en, der vil overfalde eller røve, så kan lyset nok ikke forhindre det. Vi føler os ikke utrygge hernede, men vi går altid ture sammen og om dagen," siger Mette Kithler.
Karsten Nielsen supplerer:
“Det er en falsk tryghed, lyset skaber. Når vi ser mange helt unge piger hernede, mens mørket falder på, så tænker jeg; så kom da hjem.”
Parret går tit ture på stien sammen med deres søn Anton.
“Den seneste tids episoder ændrer ikke min adfærd, men jeg ville heller aldrig gå hernede alene om aftenen før. Jeg ville vælge en oplyst rute,” siger Mette Kithler.
Ragnhild Pedersen kommer cyklende ad stien dagligt, da hun har et kolonihavehus i Åbrinken:
“Personligt har jeg ikke brug for lys her. Helt ærligt, så synes jeg, det er hyggeligt at cykle i mørket så tæt på byen. Jeg er ikke bange for den slags ting. Min taske sidder godt fast i cykelkurven. Jeg er hellere fri for lys,” lyder det fra Ragnhild Pedersen.

Går aldrig alene i mørket

Asya Nielsen fra Åbyhøj går tit ture langs åen for at se på ænder.
“Ja, jeg synes, det vil være en god idé, hvis der var lys hernede om aftenen. Jeg ville føle mig mere tryg. Men jeg går normalt hernede om dagen, og ikke når det bliver mørkt. Og jeg går i hvert fald ikke alene hernede, når det er mørkt,” siger Asya Nielsen.
Som solen er ved at forsvinde bag træerne træder efterårets røde og gule farver i karakter på trætoppene langs stien. Kirsten Fick har taget sit kamera med for at fange det flygtige lys.
“Her bliver pludselig meget mørkt, så der er jeg meget målrettet på at komme hjem. Det kravler da lidt op ad ryggen på mig, når det bliver mørkt, for der er jo glimrende muligheder for udåd hernede,” siger Kirsten Fick.
Hun tror ikke på, at belysning vil forhindre overfald.
“Den, der virkelig vil overfalde eller røve andre, gør det, selvom der er lys. Jeg tror, at jo mere omtale området får, des mere afskrækkende vil det virke for nogle, der vil lave udåd. I midtbyen hæmmer lyset jo ikke, at der bliver begået røverier. Jeg mener, det er en falsk tryghed, lyset skaber. Det vigtige for mig er, at jeg ikke går alene,” siger Kirsten Fick, der bor på Langenæs.