Rådmand skal på tryghedstur på Brabrandstien
Teknikrådmand Camilla Fabricius (S) skal på tryghedsvandring på Brabrandstien
Den vikariende rådmand for Teknik og Miljø, Camilla Fabricius (S) var hurtig til at melde ud, at der skulle sættes lys op på Brabrandstien som reaktion på den seneste tids gentagne tilfælde af røverier.
Første skridt bliver dog en såkaldt tryghedsvandring med Østjyllands Politi, som rådmanden formentlig deltager i den kommende uge.
Da Lokalavisen Aarhus for nylig var på Brabrandstien for at høre, hvad brugerne mener, var der flere, som mente, at lys ikke vil forhindre overfald.
“Når man har læst kommentarerne fra borgerne, så er de usikre på, om lys skaber tryghed, og det er netop det, jeg vil snakke med politiet om - hvordan vi bedst skaber tryghed for borgerne,” siger Camilla Fabricius.
Belysning på stien er måske ikke hele løsningen, forklarer rådmanden.
“Vi samarbejder med politiet for at finde ud af, hvad der mere skal gøres. Det er rigtig vigtigt, at borgerne kan færdes sikkert. Det er ikke sikkert, at det er lys, der gør det. Vi ved, at gode oversigtsforhold også er vigtigt. Derfor skal vi måske have beskåret træer og buske. Ligesom grus nogle steder kan være en god idé. Der er nogle forskellige greb, og det vil jeg snakke med politiet om,” siger hun.
Belysning på Brabrandstien på en strækning fra Godsbanen og til motorvejstilkørslen i Viby, der vurderes at koste cirka tre millioner kroner, skal sendes i udbud, og derfor bliver tidshorisonten lang. Hvor lang kan rådmanden dog ikke svare på.
Midlertidig løsning
Indtil da arbejder hun på en midlertidig løsning.
“Vi har kontakt til nogle samarbejdspartnere fra det kreative miljø. Men hvad det helt præcist bliver, er ikke på plads endnu, så jeg kan ikke sige mere om det,” siger rådmanden.
Den kreative løsning forventes hurtig klar:
“Det vil gå hurtigt, så snart vi har en aftale,” siger hun.
Bliver det inden nytår?
“Det håber jeg.”