Belysning kommer op på Brabrandstien i april, indtil da sættes vagter ind
Kommunen har hyret et vagtselskab og placerer flere skilte på Brabrandstien, indtil permanent belysning sættes op i april
En vagt, der dagligt patruljerer på stien, og skilte, der leder borgerne til en alternativ oplyst rute, bliver nu hverdag på Brabrandstien.
Efter den seneste tids bølge af røverier på den stærkt befærdede, men på store strækninger mørklagte sti, har rådmand Camilla Fabricius (S) nu taget konsekvensen og igangsat flere initiativer.
Den vikariende rådmand for Teknik og Miljø var i onsdags på såkaldt tryghedsvandring på Brabrandstien sammen med Østjyllands Politi.
Det fik rådmanden til at lægge sig fast på, at belysning på stien er måden at skabe sikkerhed på.
“Det var betryggende at få politiets udmelding og ved selvsyn se på forholdene. Det blev ret tydeligt, at træer og buske faktisk er blevet beskæret, så det handler udelukkende om lys,” mener rådmanden.
Belysning på det 2,4 km lange stykke fra Ringvejen til Søren Frichs Vej koster knap to millioner kroner, og den kommunale udgift skal sendes i udbud.
Det betyder, at belysningen først kommer op til foråret.
“Det bliver senest i april,” siger Camilla Fabricius.
Vagter på stien
Indtil belysningen er på plads, vil et privat vagtselskab rundere på stien.
“De begynder arbejdet i weekenden (sidste weekend, red.),” oplyser Peter Ryberg Neess, der er teamleder for Vejbelysning i Aarhus Kommune.
Med hvilken frekvens vagterne vil patruljere på stien vil teamlederen ikke oplyse for ikke at give eventuelle røvere en fordel.
Men han oplyser, at vagterne vil være til stede, indtil lyset bliver sat op.
“Vi påregner, at ordningen kører, indtil permanent belysning er sat op,” siger Peter Ryberg Neess.
Brug jeres sunde fornuft
Rådmanden opfordrer til, at man ikke færdes alene på stien efter mørkets frembrud, som situationen er nu.
“Find alternative ruter, hvis man er på egen hånd. Man skal bruge sin sunde fornuft og sørge for at have tasken godt sat fast i cykelkurven,” lyder opfordringen fra Camilla Fabricius.
I alt er der sket otte røverier på stien. Det seneste tilfælde skete, da en kvinde blev væltet omkuld på sin cykel og tildelt flere slag. Det lykkedes derefter røveren at cykle bort med hendes taske.