Når barnet slagter sparegrisen

Er man på min alder - det vil sige tættere på udgangen fra end på indgangen til arbejdsmarkedet - har man gjort samfundets optur med. Vi, der er de første efterkrigsgenerationer, har levet i et opadstigende samfund, hvor velfærdsstaten var målet, og vi kom langt. Jeg hører selv til blandt de mange, der ikke ville have haft en chance for en lang uddannelse, hvis SU'en ikke havde været der. Min mor levede et langt liv uden økonomiske bekymringer, fordi der var noget, der hed folkepension. Vi har skolesystem, sundhedssystem osv. Sikken et samfund vi danskere har levet i, og for de flestes vedkommende lever i endnu, selvom det er for nedadgående, og nogle ikke klarer den med de stramninger, der er kommet ind på det seneste.

Hver en krone

I de fleste lande er det ikke sådan, og hvert år ser vi de store landsdækkende indsamlinger, der bliver dækket i TV, og hvor der som løbetekster under billedet vises de store beløb, firmaer mm. giver. Det er vældig fint; for uanset formålet er der brug for hver en krone.
Men så er der de fine små historier om barnet, der har slagtet sparegrisen; teenageren der pludselig opdager, at noget er vigtigere end de flotte nye bukser; skoleklassen der finder på at samle ind på de mest opfindsomme måder. Så opdager man, at det ikke er hele sandheden, når der snakkes så meget om den egoisme, der er blandt mennesker, og at alle kun tænker på sig selv. Det er ikke hele sandheden.

Givet med et større offer

I en af fortællingerne fra Jesu liv viser han disciplene, at hvor store beløb de rige end lægger i templets indsamlingsbøsse, tæller en ludfattig enkes to små mønter mere, fordi de er de eneste, hun har. Barnets sparepenge, teenagerens tøjpenge og klassens indsamling tæller mindst lige så meget som de store beløb, for de er måske givet med et større offer, men der er brug for hver en krone.