Det bedste er at gi’ op omsider

Der er meget at stresse over. Der er nemlig meget, vi gerne vil, og meget vi skal nå. Selvom novembermørket sænker sig over villavejen, er det ikke garant for en tung og lang nattesøvn.
Nogle er allerede færdige med kalendergaverne. Mailbakken er fortvivlende fuld på jobbet, og man kommer til at vrisse af manden og føler sig måske lidt håbløs at være gift med, eller have som kollega eller mor eller datter eller…
Allerhelst ville man jo kunne bestride det hele og helst til et 12-tal eller i hvert fald 10, men der i novembernatten ligger man fortvivlende nær på dumpegrænsen.
”Så tag dig dog sammen!” hvisker man til sig selv. ”Hvor svært kan det være?”
Men måske handler det ikke om at tage sig sammen. Måske skal man turde falde igennem. Lade glansbillede være glansbillede og affinde sig med, at man hverken kan eller skal det hele.
”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.” Jesu ord kommer os i møde.
Hvile. Falde til ro og finde fred i sådan, som livet nu engang er. Ikke som noget, der skal besejres og kontrolleres, men som noget, jeg kan vokse i og med. For i virkeligheden handler det måske også om at turde se sin magtesløshed i øjnene, selvom vi hader ordet og alt, hvad vi forbinder med det.
Men magtesløshed kunne også være den befrielse, som ligger i at blive løst fra at ville have magt over sit liv, og i stedet kunne dele både byrder og glæder, frustrationer og forundring med Guds søn.