Tag magten!
Tag magten over dit liv! - lyder det ofte. Tag magten over din karriere, over dine børn, over din gæld, over din stress, over din mobil, over dine spisevaner, over decemberræset, tag magten over dig selv.
Og der er tusindvis af gode råd at hente og indimellem også indlysende bud på, hvordan vi bare kan gøre.
Men hvad er det lige, vi stiller op, når vi virkelig ikke magter at tage magten; når vi ikke orker at skulle være superbeviste om, hvordan livets boligindretning skal være, og når vi da slet ikke lykkes med det.
Jeg fristes til at lægge mig fladt ned, rejse det hvide flag og overlade alt til dem, der har lyst til magten. Jeg bliver bare så træt.
Men hvad er egentlig værst – at ville kontrollere sit eget liv i detaljer eller at sætte sig udmattet ned og overlade tøjlerne til dem, der magter magten. Måske er situationerne ret ens: I begge tilfælde er afsættet, at vi burde magte vores liv.
Måske vi trænger til få vendt op og ned på vores livssyn og selvbillede, og måske der er hjælp at hente i adventstiden: Advent er traditionelt en forberedelsestid til julen –ikke en hovedrengørings- og to-do-liste-tid, men en besindelsestid, hvor vi vender blikket mod det, vi venter i julen. Nemlig et magtskifte:
”Se, din konge kommer til dig”, kan man høre i kirkerne landet over. Adventstidens besindelse går ud på at se, at vi ikke er konger i egne liv. Jo, vi kan og skal planlægge og forsøge at tage højde for det vi kan, men der er også masser af aspekter ved et liv, vi ikke er herre over. Livet skal ikke bemægtiges, men leves.
Adventstid er ikke tid til at være foran, at planlægge, dirigere, overskue og magte. Advent er længselstid, nærværstid, levetid og tid til at se med håb og forventning mod fremtiden. God adventstid.