Dengang Jesus blev stjålet

Vi plejer at have sådan en kæmpe julekalender i kirken. Det er ikke nogen stor overraskelse, hvad der er inde bag lågerne. Det er nemlig hvert år det samme: Josef, Maria, hyrder, får osv. Bag den sidste låge er det lille Jesusbarn. Eller sådan plejer det at være. For et par år siden var der nogle meget morsomme mennesker, der åbenbart ikke kunne vente. De havde åbnet den sidste låge og stjålet Jesus. Da jeg stod der i præstekjole med alle mine talenter og en masse forventningsfulde børn med stor patos, åbnede lågen for at fuldende kirkens fine julekrybbe med det lille jesusbarn, blev jeg noget lang i ansigtet: Jesus var væk!
Vi ledte overalt, men Jesus var bare væk. Behøver jeg at sige, at en julekrybbe uden Jesus, er temmelig fesen? Og behøver jeg at sige, at præsten kom på overarbejde i sit forsøg på at redde juleglæden i hus hos de fremmødte?
Det siger selv sig, for der er slet ikke nogen jul uden Jesus i krybben. Det siger sig selv, og alligevel glemmer vi det nogle gange, og så er det vi kommer på overarbejde. Ligesom Jesus er det vigtigste i et krybbespil, sådan er alt det han står for: Lys, kærlighed og fred - det vigtigste når vi fejrer jul.
Vi kan hænge lyskæder op herfra og til månen. Vi kan købe alle de gaver, børnene ønsker sig. Vi kan gøre alt muligt for at skabe de perfekte rammer om en god jul, men i virkeligheden er det kun pynt. Den virkelige jul er noget andet. Vi kan hverken købe eller arbejde os til julefred og glæde. Måske tværtimod.
Den sænker sig over os, eller kommer til os, når vi giver slip og bare er nærværende og til stede. Af Gud, af vores nærmeste – og ofte også af nogle mennesker, vi slet ikke havde regnet med. Det er jul med Jesus i krybben. Alt andet er bare temmelig fesent pynt.