Peter er som en far for mig
Michael Kidane Gebre på 23 år kom til Danmark i juli 2014, og han har fået sig en ven i Allerød
20. juli 2014 kom 23-årige Michael Kidane Gebre til Danmark fra Eritrea, og han blev først indlogeret i Brovst. Da han fik sin opholdstilladelse, tog han til Allerød. På det tidspunkt talte han næsten ikke dansk, og han har ingen familie i Allerød.
22. juni 2015 blev der på rådhuset afholdt et fællesmøde for nye og "gamle" Allerød-borgere. Her mødte Michael Kidane Gebre sin kontaktperson Peter Karsbøl. Det har siden udviklet sig til et nært venskab, hvor de ses eller har kontakt med hinanden flere gange om ugen.
Peter og Michael har haft mange aktiviteter sammen. Det er blevet til blandt andet besøg på Frilandsmuseet og Bakken samt weekender i Jylland, restaurantbesøg, fælles madlavning, biografture og fødselsdage.
"I starten da jeg kom til Asylcenteret i Brovst, syntes jeg danskerne var meget lukkede og bange for os, og jeg var nervøs for ikke at kunne blive integreret. Da jeg kom til Allerød var det helt anderledes. Folk her er åbne og smilende, og jeg mødte hurtigt Peter ved et møde på rådhuset. Jeg går på lektiecafé på gymnasiet, hvor de også er meget imødekommende. Jeg har ikke mødt nogen racisme i Danmark," siger Michael Kidane Gebre om mødet med Danmark og danskerne.
For Michael Kidane Gebre har det betydet meget at have en kontaktperson, da han kom til Allerød.
"Det føles forkert at kalde Peter for kontaktperson, han er meget mere – nærmest som en far for mig. Vi taler om alt muligt som for eksempel dansk familieliv, demokrati, sprog, dansk kultur, uddannelse. Peter hjælper også med praktiske problemer med adgang til bank, internet og andet. Peter har også lært mig at spise med kniv og gaffel. Jeg har fejret to af mine fødselsdage hos Peter – den sidste sammen med flere af mine venner fra Eritrea," siger Michael Kidane Gebre, der naturligvis har haft udfordringer efter ankomsten til Danmark.
"Efter flugten fra Eritrea til Danmark via Sudan, Libyen og Italien følte jeg mig meget alene og ensom i begyndelsen. Efter jeg har mødt Peter, er jeg meget tilfreds," siger Michael Kidane Gebre, der er meget engageret og ihærdig i sprogskolen i Hillerød og har frivilligt tilvalgt ekstra undervisning på FVU (Forberedende Voksen Undervisning) i dansk og matematik. Han har planer om at søge optagelse på gymnasiet.
Frivillige for Integration i Allerød (FIA) har brug for kontaktpersoner til både enlige mænd, par og familier med børn. Som kontaktperson bliver man en del af et netværk af Allerød-borgere, som allerede er blevet netværksfamilie og netværket samles jævnligt for at udveksle erfaringer.
Hvis man vil have flere informationer om at være kontaktperson, så kan man kontakte Bodil Schultz, der er koordinator for FIA. Hendes mail er: hybenhaven@privat.dk og telefonnummeret er: 6170 7285.