Vandt stempelkonkurrencen: “Wauw, det er helt vildt ...”
En 31-årig familiefar fra Hammel scorede for mere end 16.000 kroner gaver lige før jul
Der kom varme i kinderne hos 31-årige Thomas Kolby fra Hammel, da han torsdag lige over middag blev ringet op af Hammel Handels formand Helle Vinge Langballe.
“Du har vundet alle gaverne stempelkort-konkurrencen,” lød det til den meget overraskede familiefar.
“Er du hjemme, og kan du komme herned i Skoringen nu,” spurgte Helle Vinge.
“Jeg kommer med det samme og tager bilen med.”
"Tag ikke billeder af stemplerne"
Få minutter senere kom Thomas Kolby ind i Skoringen på Østergade, hvor han straks kunne begynde at pakke gaverne fra de handlende sammen.
“I må ikke fotografere mit kort med alle stemplerne, for så kan min kone se, hvor jeg har købt hendes julegave.”
Allan Bo Andresen hjalp som sædvanlig til, og sammen med Skoringens personale og Helle Vinge blev Thomas' bil fyldt til randen med alle de pakker, der gennem december har været udstillet i Skoringens vindue ud mod Østergade.
“Og rigtig mange har stået og kigget på dem,” lød det fra de ansatte.
Thomas kørte glad hjem til sin Sarah og deres to børn, Julius på tre et halvt og Esther på blot syv måneder. Det bliver sikkert en - God Jul!
PS. Vi har lovet at fortælle, at gaverne er kørt i sikkerhed henover juledagene.