Fortsæt til indhold

Politiet skyggede narkotransport fra Esbjerg til Horsens

Tre personer fra Horsens og en fra Esbjerg har fået lange fængselsstraffe i narkosag

Samfund
Jeppe Rafn

Fire personer er i dag i Retten i Horsens blevet idømt fængsel på samlet 20 år og seks måneder. Sagen handler om besiddelse af 1 kilo kokain med henblik på videresalg.
To af de dømte er en kvinde på 27 år og en mand på 30 år, der boede sammen i Eriknaur ved Horsens. Politiet var på sporet af dem og skyggede dem, da de i påsken 2016 kørte til Esbjerg for at hente narkoen hos en 33-årig mand med udenlandsk baggrund. Da de kom hjem til Eriknaur, slog politiet til, oplyser en af sagens anklagere:
"Man fandt 1 kilo kokain, der lå i en pose ved kvindens fødder i bilen," fortæller Morten Rasmussen, der sammen med Gitte Dyhr Thomsen har været Sydøstjyllands Politis anklagere i sagen.
Den 30-årige mand og 27-årige kvinde blev anholdt på deres bopæl, og det samme gjorde en 35-årig mand fra Horsens, der ankom på parrets bopæl, mens politiet var der. De har været varetægtsfængslet i de ni måneder, der er gået fra afhentningen af narkoen til dagens dom. Den 33-årige mand fra Esbjerg blev anholdt på et senere tidspunkt og har været varetægtsfængslet siden da.
De tre mænd var mødtes i Esbjerg nogle dage forinden selve afhentningen af narkoen, oplyser anklager Morten Rasmussen til Lokalavisen.

De blev fundet skyldige i besiddelse af det ene kilo kokain med henblik på videresalg. Kvinden blev dømt for medvirken, idet hun var med til at hente narkoen og transportere det fra Esbjerg til Horsens.
Den 30-årige mand fra Eriknaur fik otte års fængsel, mens hans 27-årige samlever fik to år og seks måneders fængsel. Den 35-årige mand fra Horsens og den 33-årige mand fra Esbjerg fik begge fem års fængsel. Sidstnævnte blev desuden betinget udvist af Danmark, oplyser anklageren. Alle fire har anket dommen.

Meget ren kokain

Anklager Morten Rasmussen fortæller, at retten ved strafudmålingen lagde til grund, at der var tale om meget stærk kokain med en renhed på over 70 procent. Den gennemsnitlige renhed af kokain skulle efter sigende være omkring 20 procent, som bliver solgt på gadeplan til 500-600 kroner pr. gram.
Det ene kilo kokain med en renhed på over 70 procent ville dermed blive fortyndet og blive til omkring 3,5 kilo kokain til en værdi af omkring to millioner kroner.
Narkosagen har ligget hos specialenheden Task Force Vest, der i længere tid efterforskede sagen.