Fortsæt til indhold

Anden generation har nu modnet i 20 år

I Viby Centret fylder Brdr. Schmidt Vinhandel 20 år. Men faktisk er butikken ældre endnu - ejernes far drev den

Samfund
Christina S. Johansen

En kunde skal lige have tre poser kaffe, en anden skal have en enkelt flaske vin, mens en tredje bare lige skal have en flødebolle, og en fjerde plus femte køber henholdsvis en gavekurv samt laver en større bestilling.
I den korte tid Lokalavisen Aarhus er på besøg i Brdr. Schmidt Vinhandel i Viby Centret, kommer hele forretningens kundespekter nærmest forbi.
“Her kommer rigtig mange forskellige mennesker på en helt almindelig dag. Heldigvis, for forskelligheden er med til at gøre det rigtig sjovt,” fortæller Peter Lundgård Schmidt, som ejer forretningen med sin bror Johnny Udsen Schmidt.
At forretningen har så mange forskellige typer private kunder, mixet med en del erhvervskunder, er én af årsagerne til Brdr. Schmidt Vinhandels overlevelse i nu 20 år.
Placeringen i Viby Centret har altid været den samme, og den har også bidraget positivt til stedets lange levetid.
“Jeg tror, der er en god fordel i beliggenheden. Det er nemt at komme hertil, det er tæt på motorvejen, og så er der gratis parkering lige ved døren. Det betyder noget, hvis man eksempelvis skal købe 12 flasker vin,” siger Peter Lundgård Schmidt.

Ind med vin ud med ost

Faktisk er de 20 år kun en brøkdel af forretningens lange historie.
Brødrene er nemlig anden generation i foretagendet.
Da deres far åbnede i 1983, var det dog under navnet 'Bordets Glæder, Vin og Ost', hvor fokus var på delikatesser samt ost og en smule vin.
Den prioritering lavede brødrene dog om på fra dag ét, de overtog butikken.
“Vi har altid interesseret os for vin - og knap så meget for ost. Så det var aftalen fra begyndelsen,” fortæller Johnny Udsen Schmidt.
Ud røg altså osten og ind på hylder fra gulv til loft kom vin, specialøl, spiritus lidt chokolade samt te og kaffe.
Var I aldrig i tvivl, om I overhovedet ville overtage stedet?
“Næ, det krævede ikke den store overtalelse, for det passede fint ind i vores begges liv,” siger Johnny Udsen Schmidt.
Men nu er der så gået 20 år - hvorfor er I blevet ved så længe?
“Fordi det er sjovt hver dag! Det er gået fint med at arbejde sammen, og når det er ens eget, så smider man ikke bare lige det ud, som man har bygget op. Vi kan faktisk slet ikke forstå, at der er gået hele 20 år,” fortsætter Johnny Udsen Schmidt.
Er farmand stolt af jer?

“Det er ikke noget, han går og siger, men det tror jeg bestemt, at han er,” siger Peter Lundgård Schmidt, før hans bror tager over:
“I mange år hjalp han til i forretningen op til jul, hvor der skal pakkes gavekurve. Det kan han dog ikke mere.”
Men hvad så nu? Tager I 20 år mere?

“Ork ja, så længe det bliver ved at være sjovt. I første omgang drømmer vi om at kunne udvide ud i centret, så vi får plads til flere specialiteter,” siger Peter Lundgård Schmidt.