Fortsæt til indhold

Lystrup-børn tyvstartede Lucia-optog

Dagplejebørn indtog kirken i Lystrup med et Lucia-optog og deltog bagefter i en særlig julegudstjeneste

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

13. december er officiel Lucia-dag, hvor man minder den katolske helgen Santa Lucia, hvis navn betyder 'lys'. Herhjemme er traditionen med dens lys og sang blevet en del af adventstiden, og hvert år går børn Lucia-optog.
I Lystrup tyvstartede dagplejebørn traditionen over to formiddage i den forgangne uge, hvor børnene og dagplejerne ankom til kirken og blev klædt om og forsynet med elektriske lys. Selve gudstjenesten var meget kort af hensyn til børnenes koncentration.
Sognepræst Hans Boas stod for den kirkelige handling og fortællingen om, hvordan Jesus blev født i en meget børnevenlige udgave med lerfigurer i en julekrybbe.
Der blev også sunget klassiske julesalmer og risengrødssangen fra Nissebanden, der nok en gang bliver genudsendt på DR i år.
Julearrangementet, der er blevet en fast tradition, er et samarbejde mellem dagplejerne og kirken.
Forstået på den måde, at Lystrup Kirke holder gudstjenesten og lægger lokaler til, mens de lokale dagplejere står for Lucia-optoget.
“Vi tyvstarter Lucia-optoget, fordi det passer bedst ind i dagplejernes program. Når det handler om børn, tænker jeg rigtig meget på at have øjenkontakt med dem, og jeg kan se, at de faktisk følger med. Det er ikke sikkert, de forstår det hele, men de følger med og lytter både til fortællingen og sangene,” sagde Hans Boas efter gudstjenesten, hvor der også var fælles morgenkaffe til de fremmødte familier og dagplejerne.

Sognepræst Hans Boas stod for julegudstjenesten i børnehøjde i Lystrup Kirke. Det er blevet en fast tradition.
Dagplejere og børn fik lov til at sidde på tæpper foran kirkebænkene.